Sidste fredag havde vi i Talentcenteret midtvejsbesøg af DBU. I al sin enkelthed går det ud på, at DBU kommer forbi til en snak omkring status på klubben på nuværende tidspunkt og samt en status på det strategiske- og organisatorisk arbejde i Talentcenteret. Vi havde en god og konstruktiv dialog med de to auditører Anders og Morten, og vi kan fortsætte vores arbejde med talentudvikling ud af de spor som vi har lagt, inden vi igen skal vurderes ved næste licenstildeling i 2026.
–
Lørdag tog U17 & U19 hul på deres turnering, begge to med nederlag i mod Helsingør, men med godkendte præstationer. Vi ser meget på præstationer på vores U hold, her er resultatet sekundært, selvom det fylder i bevidstheden på de fleste. Jo tættere vi kommer på seniorniveau jo mere begynder vi, at evaluere på resultater, men vi har eksempelvis ikke en målsætning om, at vores U19 skal slutte i top 6 eller over.
Målsætninger har vi til gengæld på vores U23 hold. Her er det overskyggende mål, at være placeret i Danmarksserien. Vi skal have et Danmarksserie hold, for at kunne sikre den bedst mulige transition fra U holdene op til Divisionsholdet. Her får spillerne mulighed for at smage på den fysik, som seniorfodbold indeholder, og de kommer til at spille kampe, hvor resultaterne betyder noget, f.eks som Ringsted kampen i sidste sæson, hvor det hele stod på spidsen og vi med lidt hjælp fra det vestsjællandske overlevede. Derudover skal vi skal have mulighed for at matche Div reserverne på så højt et niveau som muligt. Vi er faktisk stolte over vores Danmarksseriehold og vi er også stolte over, at der er så mange Næstved fans, som støtter op omkring det. Det betyder al verden for de unge drenge, at mærke den opbakning de får på hjemmebane og den opmærksomhed som De Grønne giver dem på de sociale medier. Tak for det.
–
Jeg synes Skovdahl i gårsdagens interview evaluerer kampen i mod Aarhus Fremad godt. Vi var skuffet over præstationen, dog fik vi set, at vi på en halvdårlig dag, stadigvæk var i stand til at spille med i mod en af favoritterne til oprykning. I al skuffelsen kunne vi dog glæde os over, at MJ fik sin divisionsdebut og dermed nu skal have hans navn op og hænge på Wall of Talent, dejligt. Det er allerede den tredje spiller, som er kommet på tavlen i denne sæson.
Derudover fik Magnus Ravn også debut for Næstved, han kom ind med god energi og fik vist, ligesom han gør til alle træningerne, at indsatsen altid er på plads. Tillykke til Ravn.
–
Det lysner på skadesfronten og så alligevel ikke. Midt i glæden over, at Häuser blev clearet til at indgå fuldt i træningerne, tikkede den værste tænkelige besked ind omkring Freitag, som desværre er ude med en grim skade, som kan holde ham væk i en meget lang periode. Det gør ondt helt inde i hjertet, når man skal være med til at overdrage sådan en besked, til en spiller, som bare ønsker, at spille fodbold og virkelig havde fundet en træner, som tror på ham hele vejen igennem. Vi støtter ham med alt, hvad vi er i stand til at støtte med igennem genoptræningsforløbet, og så håber vi, at han kommer stærkere igen.
–
Vi er i løbet af denne uge blevet enige med Dannevang om at ophæve hans kontrakt. Dannevang ønskede mere spilletid end vi kunne tilbyde ham og derfor har han nu fået muligheden for at søge nye græsgange. Vi ønsker Danne god vind på hans videre færd og tak for indsatsen i den grønne trøje.
På Søndag står den på HIK, som i sidste uge vandt over Ishøj, efter en start med to nederlag. Det er et hold, som ønsker at tage bolden til sig og de spiller også med en del unge spillere, så det bliver forhåbentlig en åben og seværdig kamp som vi skal være vidende til. Vi har ikke tabt hjemme til HIK i lang tid og det må gerne forsætte søndag. Vores ikoniske comeback i 4-3 kampen i runde 19 i sæsonen 2021/22 står stadigvæk friskt i erindring, og er noget af vildeste jeg har oplevet som træner. Vi er nede 0-3 og alligevel var vi stand til at hive sejren hjem i overtiden. Det glemmer man aldrig.
–
Vi kommer tættere og tættere på, at kunne spille på vores elskede Næstved Stadion, og selvom Bane 6 ikke er stadion, så synes jeg, at I sammen med spillerne fik skabt en god kulisse i sidste kamp imod Helsingør. Det skal vi have skabt igen på søndag, så spillerne kan mærke, de spiller hjemme.
–
Vi ses på søndag til 3 Point!
Ps. Frederik Christensen mangler på holdbilledet – men bare rolig, han er stadig “grøn”.