Ugens nyt

05/10/2024
I lørdags var vi i Skive, og det var en vigtig sejr. Det skal der ikke herske nogen tvivl om, og lettelsen og glæden var også stor hele vejen rundt. For alle omkring holdet var det vigtigt at vise hinanden, at pletten fra Middelfart kampen skulle vaskes af, og her var det ikke forbudt at bruge en stålbørste 😉
Der blev gået til vaflerne igennem 90 min. plus, vi hang sammen som et hold, og netop den indsats skal vi bygge videre på idag imod Nykøbing FC 👏🏻
At skrive en masse om kampens betydning imod Nykøbing er irrelevant, alle forstår vigtigheden af at vinde den kamp! Det handler om meget mere end 3 point. Det handler om ære, stolthed og håneret og jeg er sikker på, at spillerne kommer til at lægge alt hvad de har i hjerte og lunger på banen, så vi allesammen kan gå hjem fra MTM Service Park fredag aften med et smil på læben ✨
_
Skadeslisten bliver heldigvis kortere og kortere, og lige pt er det kun Angelo Nehme, som arbejder for sig selv.
Vi fortsætter det yderst dedikeret og kompetente arbejde med at få alle mand klar. Der skal lyde stor ros til træner og behandlerteamet, som igennem de sidste mange uger, har lagt og fulgt en plan som virker! Vi er ikke i mål endnu, men det kommer man nok heller aldrig i denne verden, hvor der hele tiden kan opstå noget uventet, men der knokles 💪🏻
_
I nedenstående kan i læse lidt nyt om vores sportscollege, som styres af vores allesammens rødhåret og tandløse kriger Lasse Nielsen 👇🏻
Så er vi kommet godt igang med en ny sæson på Næstved Sportscollege. Sportcollege er målrettet unge talenter, der ønsker at udvikle sig teknisk, taktisk, fysisk og mentalt 💪🏻
Samspillet mellem teknisk, taktisk, fysisk og mental træning er essentielt for en helhedsorienteret udvikling af fodboldspillere på Næstved Sportscollege. Fysisk træning danner grundlaget for at kunne yde optimalt gennem hele kampen, hvor styrke, udholdenhed og hurtighed er afgørende. Teknisk træning bygger videre herpå ved at fokusere på boldkontrol, præcision og bevægelsesmønstre, som kræver både styrke og koordination.
Taktisk træning handler om at forstå spillets struktur, positionering og beslutningstagning under pres, og her spiller den mentale træning en central rolle. Mental træning hjælper spilleren med at bevare roen, koncentrationen og træffe de rigtige valg i taktiske situationer. Sammen skaber disse elementer en komplet spiller, hvor både krop og sind arbejder i harmoni, hvilket gør det muligt at præstere optimalt på banen og i hverdagen for de unge mennesker.
Spillerne fortjener kæmpe ros for at møde tidligt op om morgenen i al slags vejr og virkelig være træningsparate. Vi kan næsten ikke få armene ned 👏🏻
På vegne af hele sportcollegeteamet
/ Lasse Nielsen
_
Og så runder Peter Dinesen af med lidt ord om vores fælles tur til Malmø FF
Inspirationsdag hos Malmø FF – En lærerig og inspirerende oplevelse 🇸🇪
TalentCenteret i Næstved havde for nylig fornøjelsen af at tage på en inspirerende tur til Malmø FF, Sveriges største og førende klub, både i Allsvenskan og inden for talentudvikling.
Vi var 15 trænere og ledere, som fik en unik mulighed for at dykke ned i Malmø FF’s akademi og deres ambitiøse tilgang til talentudvikling. Dagen bød på indsigtsfulde oplæg fra klubbens tekniske direktør og akademileder, som gav os et indblik i, hvordan deres klub er bygget op, og hvilke metoder de anvender for at skabe optimale udviklingsmuligheder for deres unge spillere ✨
Deres viden og engagement var inspirerende, og vi tager ny inspiration med os hjem til vores eget arbejde i Næstved. Vi afsluttede dagen på bedste vis med at overvære kampen mellem Malmø FF og Mjällby på et totalt udsolgt Eleda Stadion. Stemningen var god, og det var en fantastisk oplevelse at se Malmø FF i aktion på deres hjemmebane.
Alt i alt var det en dag fyldt med både faglig udvikling og socialt samvær, og vi er dybt taknemmelige for den gæstfrihed, Malmø FF viste os. Vi ser frem til at kunne byde dem velkommen hos os i fremtiden og fortsætte det gode samarbejde 💪🏻
Peter Dinesen fortæller:
🗣️ “Det var en god dag i Malmø. Vi fik set deres stadion fra alle vinkler af, da vi havde lidt problemer med navigationen undervejs 😉
Dinesen skal roses for et godt arrangement, men han kunne godt melde sig ind i HGs Orienterings-Løbeklub, for at træne hans stedsans og evner til at læse et kort. Til gengæld fik han en belønning, da vi skulle hente de to lejede minibusser efter kampen, hvor der lå en P bøde i forruden. Det positive var, at den svenske krone er noget lavere end den danske, så det gik hurtigt over 😉
Med disse ord vil jeg ønske jer allesammen en god kamp senere idag og en efterfølgende god weekend 💚
– Gangsted