Ugens nyt!

27/09/2024
Først vil jeg gerne starte med at sige tak til alle jer fans, sponsorer, u-spillere og træner/ledere, som var med til at danne sådan en flot en kulisse i søndags, med hele 1670 tilskuere på MTM Service Park 🙌🏻
Desværre kunne vi ikke indfri jeres fremragende opbakning med en god præstation og sejr…
Vi har en del arbejde foran os, og der er en masse der skal arbejdes videre på. Anførergruppen har i denne uge taget fat og vi har haft nogle gode snakke internt om hvordan vi løfter os sammen – for vi skal fremad. Som jeg sagde på fanmødet søndag efter kampen, så gemmer vi os ikke væk. Når vi kan tage imod ros i de gode tider, skal vi også kunne modtage kritikken i de dårlige. I øvrigt var det en god oplevelse for FC, Zouher og undertegnede, at møde jer der var mødt op, selvom det var med tunge skridt, at vi travede ned af stien fra stadion til Café 1939. Jeres spørgsmål var gode og relevante, så tusinde tak for snakken! 👏🏻
Lørdag står den på Skive. De er inde i en god stime, som vi skal bryde, ligesom vi brød Thisteds stime, sidste gang vi var på langtur. Der skal sættes handling bagved de ord, som vi har lovet hinanden. Vi har brug for hårdt arbejde, mod, aggresivitet og så har vi brug for noget held og beslutsomhed 💪🏻 Netop det, havde vores unge U15 målmand Malthe, da han tidligere på ugen udlignede til 3-3 i overtiden i deres pokalkamp mod Hørsholm. De vandt efterfølgende på straffe, de gæve næver drenge. I kan se videoen nederst – det er sgu stærkt arbejde – tillykke til hele holdet 👏🏻
I aften (fredag), skal vi have kickstartet vores Danmarksserie hold 💚 Det er stadigvæk historisk ungt, og mælketænderne er ved at være udskiftet efter de sidste mange kampe, hvor det har været lige ved og næsten. Nu må det være tid til igen at synge sejrssang efter kampen imod Glostrup. Kom endelig forbi Rolighedsvej senere idag og støt dem 👏🏻
Søndag tager trænere og ledere i Talentcenter Sjælland sammen til Malmø FF på inspirationstur 🇸🇪 Vi har lejet et par minibusser og kører afsted sammen for at se hvordan vores svenske broderfolk griber tingene an.
Tak for støtten – Vi ses 👋🏻
– Kenneth Gangsted (Fodboldchef)