UGENS NYT fra Fodboldchef Kenneth Gangsted
*
De kampe har jo en helt speciel betydning, og jeg er sikker på, at der ikke skal meget til for at fyre op under spillerne. Der er ingen tvivl om at tingene spidser til, både for Nykøbing, som har hårdt brug for point i bunden af rækken og for os betyder 3 point, at vi kan komme endnu tættere på at kunne forblive i Top 6, som er vores første delmål for sæsonen.
Så sat på spidsen så er kampen senere idag satme vigtig for mange ting, og den respekt og ydmyghed for opgaven skal vi tage med ind på banen. Jeg synes spillerne leverede en stor arbejdsindsats imod Fremad Amager, selv 10v11 arbejdede de som besærke og den vilje skal vi holde fast i – så bliver vi svære at have med at gøre

Sidste weekend så jeg Nykøbing imod Middelfart, iøvrigt sammen med 3-4 andre grønne fans, som også scouter på vores kommende modstandere

Her så vi et Nykøbing hold, som i kampens indledning kom ud med fuld musik, det skal vi også regne med rammer os idag. Det pres og kaos skal vi håndtere, og så skal vi så hurtigt som muligt tage fat i kampen og få den over på vores præmisser, så vi dræner dem for energi og optimisme. Som jeg ser det, skal vi lykkedes med at tøjle Mikkel Dahl, som er en evig kilde til uro, og så skal vi give deres to store stoppere noget at forholde sig til i vores indlægsspil og med vores dybe løb omkring dem.
Jeg håber og tror på vi lykkedes! Det bliver en spændende kamp og det vil være dejligt at krydse Farø broen med 3 point i lommen

Så bliver weekenden bare en smule bedre.
*
DS holdet tog 3 point i fredags imod AB Tårnby. Vigtigt, at de kom på tavlen og har fået set, at vi sagtens kan spille med i rækken. På de gode dage er vi rigtig gode og har en masse kvalitet at byde ind med. Dem skal vi have nogle flere af, så vi også næste år kan bryste os af at have et DS hold.
U17 og U19 var på en lang tur til Hobro. U19 kom ikke ud af bussen før kampen var færdig. Efter en flot præstation imod HB Køge, kunne drengene ikke levere det samme imod Hobro, til gengæld kom U17 på tavlen, med forårets første point. Nede 0-2 vendte de kampen til 2-2, god moral og eftersigende også med flot spil. Stærkt arbejde af stab og spillere.
*
I denne weekend tager U15 hul på turneringen. Her er lidt tanker fra Simon Lynge Wallstrøm omkring U15 holdet.
“På søndag starter vores turnering med en hjemmekamp mod Hvidovre, og vi glæder os!
Bag os ligger en rigtig god, men lang opstart, hvor vi har bygget videre på den flotte udvikling.
Vi har i løbet af opstarten spillet nogle rigtig gode kampe, hvor vi fra kamp til kamp har rykket os. Vi har i opstarten øvet os på at være mere i kontrol med og uden bold.
Drengene mærker selv udviklingen, og er fyldt med selvtillid efter de flotte kampe. Så vi går efter at spille nogle gode kampe, så skal resultaterne nok følge med.
Vi har også brugt opstarten på socialt arrangement, hvor vi spillede badminton, futsal, Fifa-turnering og havde fællesspisning. Her oplevede vi endnu engang en rigtig stor forældreopbakning på denne årgang.
Vi har med nogle dejlige drenge at gøre, som har det fantastisk med hinanden, det mærker vi på banen.
Sidst vi spillede om point var i november, så nu glæder vi os til at komme i gang!”
*
Med ønsket om en god weekend til alle, ses i Nykøbing F