Ugens nyt!

07/03/2025
UGENS NYT fra Fodboldchefen Kenneth Gangsted
*
Endelig, fristes man til at sige… Nu skal vi til at spille om point og det er jeg ret sikker på, at alle har glædet sig til i de sidste par uger.
Forårspremieren byder ikke blot på en hjemmekamp, men der venter os også en bane, som ser ekstrem god ud, årstiden taget i betragtning. Foråret har ramt os tidligere i år og det er altså sjældent, at man i start marts kan spille i 12-13 plus grader og mild vind.
Alle forudsætninger for en god præstation er tilstede, og vi skal ud og angribe foråret, sætte os på modstanderne og sørge for at vise jer tilskuere, at vi har en ambition om, at spille med om de sjove pladser lige indtil det sidste!
Vi får behov for kolde hoveder og varme hjerter. Kolde hoveder når situationerne i hver enkelt kamp spidser til, og når kampene står og vipper. Varme hjerter, så vi spiller fremad med sult, aggressivitet og mod.
Har vi det i os? Ja det mener jeg vi har, og vi har også rutinen i holdet, når det spidser til. Det tror jeg bliver afgørende.
I første kamp på søndag skal Thisted ordnes. Vi har respekt for dem, men ikke mere end det. De skal mærke, at de er kommet til en svær udebane!
*
Lidt info fra talentcenterets yngre segment, som også arbejder ihærdigt hver dag.
⭐️ U13 v. Cheftræner Marc Lindhardt
“U13T lagde året stærkt ud med et stævne i januar, hvor vi mødte nogle modstandere, som vi sjældent møder. Stævnet gav både spillerne og os trænere en fantastisk mulighed for at styrke sammenholdet yderligere. Det blev en weekend fyldt med spændende kampe, hvor vi sikrede sejre over henholdsvis BK Olympic (Malmö), Dalum IF, Roskilde KFUM og LSF.
Efterfølgende er vi kommet godt i gang med træningen – både til hverdag og i weekenderne. Drengene har arbejdet fokuseret og engageret, hvilket har givet nogle gode resultater i opstarten. I februar har vi blandt andet vundet over BSF, Næsby og AB, der sidste sæson vandt Liga 2, pulje A.
Nu ser vi frem til de kommende træninger og de sidste udviklingskampe, inden årets første turneringskamp mod GVI den 6. april.”
⭐️ U14 v. Cheftræner Nicolai Eriksen
Opstarten for U14-holdet har været rigtig positiv. Vi har endnu ikke tabt en kamp, men vigtigere endnu, så ser vi en markant udvikling i spillet. Mange af de principper, vi har arbejdet med til træning, bliver taget med ud på banen, hvor spillerne viser mere mod, bedre beslutninger og en større forståelse for spillet.
Vi har fået nye spillere ind, som hurtigt har fundet sig til rette både socialt og sportsligt, og samtidig har vi fået en ekstra træner på holdet, hvilket har løftet kvaliteten i træningerne yderligere. Den øgede fokus på individuelle og taktiske aspekter har givet pote, og vi ser tydeligt en opadgående kurve i spillernes udvikling – både teknisk, taktisk og mentalt. Alt i alt står vi stærkt, og vi glæder os helt vildt til at tage hul på sæsonen om en lille uges tid og få græs under støvlerne igen”
*
Vi ses på Stadion