Ugens nyt!

14/02/2025
UGENS NYT fra Fodboldchefen Kenneth Gangsted.
Efter en god stime med træningskampe, kom vi ned på jorden igen. Vi hænger os normalt ikke så meget i resultaterne i træningskampene, men AB kampen gav os alligevel en del panderynker efterfølgende…
På dagen overmatchede de os på stort set samtlige parametre, og den indsats vi leverede var ikke godkendt. Det har givet anledning til refleksion, og vi er glade for, at den ramte os nu og ikke når det handler om point.
I denne uge er der blevet arbejdet endnu dybere i spillet med bolden og med vores offensive struktur. Dette, så vi kan opnå et bedre flow når vi skal bryde modstanderens første pres ned og i den afgørende gennembrydende fase. Vi håber, at vi på lørdag allerede kan se nogle af de offensive mønstre, som vi har arbejdet på i ugens løb, når vi spiller imod Nykøbing.
Når vi vælger at spille en træningskamp imod Nykøbing, så handler det primært om, at vi ønsker en træningskamp, hvor der er noget nerve i og hvor der er noget på spil. Det får vi imod dem, for de er vores rivaler og et hold vi ønsker at slå hver gang vi møder dem. Kampen skal vindes, og den skal give os et godt afsæt til at bygge videre på den ellers fine opstart. En sejr vil nok også gøre, at det efterfølgende sociale arrangement med spillerne forløber en smule bedre.
Når lørdagens strabadser er overstået sender vi spillerne afsted på en lille velfortjent miniferie, så de kan koble af og lade batterierne op sammen med deres familier, inden vi træder ind i den sidste fase af opstarten, som afsluttes med en intern kamp for lukkede døre søndag d. 23.02 inden den sidste test på udebane imod HIK fredag den 28.02.
I denne uge har vi i Talentcenteret afleveret vores produktivitetstal for sæsonerne 21/22, 22/23 og 23/24 til DBU. Vi kan med glæde konstatere, at vi rammer ca 950 kampe samlet – 100 kampe flere end ved sidste indrapportering. Kampene dækker over alle kampe fra 3 Division og op til Superligaen, udvalgte udlandske rækker samt landsholdskampe på A eller U hold, hvor en grøn spiller har deltaget. Vi har bl.a. haft tre spillere, som i denne periode har deltaget i U-landskampe; Christian Friedrich, Jonathan Voss og Hjalte Toftegaard. Derudover tæller vores sæsoner i Nordic Bet Ligaen godt – her var der flere unge grønne spillere, som deltog og det giver en effekt nu. Vi kan selvfølgelig blive overhalet af andre klubber, som også prioriterer talentarbejdet højt, men ellers er min forventning, at vi på produktivitet i DBU Licensen vil rykke os nogle pladser fremad ved næste licens tildeling.
Vi fortsætter det hårde og strukturerede arbejde, hvor frugterne først høstes noget senere. Tak til alle de trænere og ledere, som hver dag gør en forskel for vores spillere i TCS. Klasse arbejde! ✨
I ønskes alle en god weekend! Håber vi ses til lokalopgøret lørdag