Ugens nyt!

08/11/2024
Det var en vigtig og dejlig sejr imod AB
I en utrolig tæt række skal man dog passe på ikke at stirre sig blind på tabellen, for i løbet af en kamp eller to kan det hele være vendt på hovedet igen.
Vi skal holde fokus på os selv og det vi som hold kan påvirke. Dette er blandt andet at sætte en god præstation sammen.
På søndag kommer Aarhus Fremad forbi
Det er en kamp, som vi skal vinde, hvis vi skal spille med om de sjove pladser i denne sæson.
Den første kamp var en jævnbyrdig affære, og kunne sagtens have været faldet ud til vores fordel.
Vi missede blandt andet en kæmpe hovedstødschance i 1. Halvleg. De blev kickstartet i starten af 2 halvleg af et tyndt dømt straffe, begået imod en spiller de dog ikke har med søndag; Anders Holvad. Derefter scorede de til 0-2 sidst i kampen på en omstilling.
Vi skal være skarpe på søndag mod et godt Fremad hold, men vi ved også, at rammer vi vores niveau, så kan vi slå alle hold i denne række
Til søndagens opgør har vi FC og Kongstedt tilbage fra karantæne, og så arbejder sundhedsstaben hårdt på at få lappet de sidste spillere sammen, så Skovdahl har en masse spillere at vælge imellem. Halvsæsonen lakker mod ende og vi skal mobilisere alle kræfter nu, så vi kan slutte godt af.
I går da jeg var på vej hjem fra klubben, begyndte Café 1939 at syde og boble og en masse mennesker med lang livserfaring væltede ind igennem dørene. Jeg tænkte, hvad pokker sker der? Har vi åbnet op for endnu et veteran hold for kvinder og mænd?
Jeg fandt dog ret hurtigt ud af, at NIF skulle afholde deres årlige andespil. Efter et opkald til fruen, fik jeg lov til at købe tre styks bankoplader og så var jeg ellers klar til at duellere. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det var ikke for sjov det her. De kommer sgu med deres egne banko plader – respekt!
Jeg faldt i snak med min tidligere holdleder fra HG tiden – Tage. Han havde taget konen med, og lad mig sige det med samme, hun har ikke held i kærlighed, for hun plukkede den ene præmie efter den anden. Tage tog det nu med et smil alligevel – mon ikke hun delte med ham, da de kom hjem
Overfor Tage sad Mona fra Manøvej – det skulle senere vise sig at hun også var ret skrap. Men det tror jeg fanden, hun går til banko tre dage om ugen, så det var hårde modstandere jeg var oppe imod.
Stemningen var lige fra starten høj, og temperaturen i lokalet stærkt stigende. 20 spil i 1 halvleg, pause med æbleskiver og amerikansk lotteri og 20 spil i 2 halvleg. Vupti så var der gået 2 1/2 time. Men anstrengelserne var det hele værd. Jeg vandt et dejligt ostefad fra slagter Søndergaard, og med en god oplevelse rigere i bagagen, kunne jeg vende næsen hjemad. Tak for kampen, jeg glæder mig allerede til næste gang
I dag spiller DS hjemme imod Karlslunde! Det er også et vigtigt opgør. Kan vores unge drenge hive en sejr i land, så har vi fat i Karlslunde og så er alt åbnet op igen. Det bliver iøvrigt et glædeligt gensyn med den tidligere Næstved spiller Christian Raadmand.
Jeg håber, at se mange af jer idag og på søndag. Vi skal være over 1000 mennesker hver gang og Fremad skal mærke, at de er langt væk hjemmefra
God weekend
– Kenneth Gangsted