Ugens Nyt
I morgen står den på kamp imod et agenthold og så er vi allerede 3 uger henne i opstarten. Tiden flyver afsted 😅
Det var en fin test imod OB i tirsdags, selv i fraværet af flere rutineret profiler bød vi superliga bejlerne fra vores samarbejdsklub OB flot op til dans. Hvad var det ikke blevet til, hvis Frederik Christensen havde scoret i det tomme mål efter noget af et koks af Myhra.
Det må vi gisne om, men i perioder så vi noget af det mod og den aggressivitet, som skal kendetegne os igen i den kommende sæson.
Der er igen i denne uge blevet arbejdet godt på træningsbanen. Vi har kontrol over de småskader Schoop og Carlson fik pådraget sig undervejs, og Bust og Silas har nu deltaget i spil med bolden, dejligt.
Vores nye unge angriber Allentoft fører vi sikkert frem med ført hånd, så vi får bygget ham rigtigt op.
Hauser pruster og stønner han arbejder benhårdt. ”Cirkushesten” fornemmer så småt savsmuldet, shit man, hvor vi allesammen krydser alt hvad vi har, for at vi forhåbentlig snart ser ham tilbage på banen i den grønne trøje.
Skovdahl og Co. kan arbejde videre med deres plan, så skal vi nok stå knivskarpt til første kamp imod AB.
Vi arbejder stadigvæk på at tilføje spillere til vores i forvejen gode trup. Men vi bider ikke på alt vi bliver tilbudt, for der er mange spillere i omløb lige pt.
Næstved er stadigvæk attraktiv for mange , det kan Dinesen og jeg godt mærke.
Ellers har ugen stået på en del tid sammen med Peter Bonde, så vi får startet Talentcenteret godt op til på mandag den 22 Juli, hvor de unge Næstved spillere igen møder ind.
De dage hvor anlægget summer af liv, det varmer en helt ind i det grønne hjerte. Når man går ned ad stien imod Rolighedsvej og bare kan se grønne knægte give alt hvad de har i sig. Det kan altså noget og kan varmt anbefales til jer alle 💚
I ønskes alle en god weekend, håber at se jer på ”bane 6” i morgen lørdag d. 20/7 kl. 12.00, vi har brug for jeres støtte.
De bedste hilsner
Kenneth Gangsted
Fodboldchef