FCN – NÆSTVED 3-0 (2-0)
1-0 Conrad Harder
2-0 Ibrahim Osman
3-0 Conrad Harder
De Grønne var igår i aktion til sommerens første testkamp mod superligamandskabet fra FC Nordsjælland på kunstbanen i Farum.
Der skulle ikke gå mere end 1 minut, så kom De Grønne desværre bagud med 0-1 efter et flot og hurtigt kombineret opspil af superligamandskabet, hvor FCN´s unge angriber Conrad Harder let kunne sætte indersiden på et indlæg fra højre side.
Det slog dog ikke De Grønne ud, som i dagens anledning var klædt helt i hvidt. Holdet arbejdede sig stille og roligt ind i kampen og havde perioder i 1. halvleg, hvor man spillede flot med og samtidig fik kombineret sig frem til en nogle gode muligheder.
Lige inden pausen blev FCN nærgående igen. Den stærke Ibrahim Osman tog et træk ind i banen på kanten af feltet og bragede den over i det lange hjørne, uden chance for Dannevang i målet.
Som 2. halvleg rullede frem blev der skiftet godt ud på begge mandskaber. Det åbnede kampen endnu mere op og begge hold havde deres muligheder for, at sparke bolden i kassen. De Grønne fik bla. en friløber, hvor den unge Bertil Rygaard netop ankommet fra Slagelse, blev sendt i dybden. Han valgte at spille bolden på tværs tæt under mål men afslutningen fra Cyrus Dehmie manglede lidt kraft, så målmanden kunne redde den store chance.
I overtiden kunne FCN´s unge Conrad Harder notere sig for sit andet mål i kampen, da han fra 20 m bankede bolden i kassen tæt ved den ene stolpe. Det blev stort set det sidste spark i kampen og slutresultatet endte derfor 3-0.
En fin første kamp mod ét af landets bedst spillende mandskaber, lover godt. Alle kampklare spillere i truppen kom i aktion bla. 18-årig Malthe Flindholdt, som er blevet en fast del af truppen samt de to unge spillere fra vores talentcenter, 18-årig Gustav Møller og 16-årig William Dam.
Næste opgave for De Grønne er Belt Cup, som spilles fra på torsdag i Nykøbing