To dage efter oprykningen til 1. division blev glæden i Næstved Boldklub afløst af ubeskrivelig sorg. Under en stille og rolig træning faldt den højt respekterede og vores elskede Næstved-spiller Rasmus Green om med hjertestop. Trods hurtig hjælp stod hans liv ikke til at redde.
Hele fodbolddanmark stod efterfølgende sammen i sorgen. På Næstved Stadion blev der afholdt en mindekamp til ære for Rasmus, hvor flere tusinde tilskuere mødte op for at vise deres respekt og tage afsked med en spiller, holdkammerat og ven. Det blev en aften fyldt med følelser, fællesskab og værdighed.
Siden den dag har ingen spiller i Næstved Boldklub båret trøje nummer 7. Et nummer, der for altid vil være forbundet med Rasmus og det aftryk, han satte i klubben og hos de mennesker, der havde den ære at kende ham.
Rasmus, du bliver aldrig glemt i Næstved Boldklub. Dit navn lever videre i klubbens historie og i hjertet på alle, der mindes dig.
Ære være dit minde
Rasmus Green
9.4.1980 – 12.6.2006

