I aften venter der et spændende opgør i forbindelse med syvende runde af NordicBet Ligaen, hvor den ”gule fare” fra AC Horsens venter på Nordstern Arena. De grønne skal efter en sløj sæsonstart se om de kan få startet sæsonen med tre vigtige points på en svær udebane mod superliganedrykkerne…
AC Horsens har ligesom ”de grønne” haft en svær start på sæsonen og er før aftenens kamp placeret på en 10. plads med seks point efter de første seks spillerunder. To sejre og fire nederlag tyder på, at der skulle være mulighed for point til ”de grønne”, hvis de kommer med samme udtryk som sidste gang de var på tur i det jyske. Noget tyder hvert fald på at den ”gule fare” ikke er helt så farlig for tiden …
Efter en skidt hjemmekamp i tirsdags mod B93 har ”de grønne” en del at rette op på! ”De grønne” har haft en uheldig sæsonstart, hvor holdet har været ramt af skader på en række profiler. Meldingen er forsat, at det lysner på skadesfronten og at spillerne arbejder på højtryk for at komme retur til truppen – om de er med i aftenens opgør er fortsat uklart …
Udover at ”de grønne” har været skadesplaget, har det ikke hjulpet at underlaget på Tintshop Park har været under niveau på trods af at underlaget ellers fik den store tur i sommerpausen. Desværre har det vist sig at rødderne endnu ikke har fået ordentligt fat til stor frustration for alle. ”De grønnes” spillestil indbyder til flot pasningsspil langs tæppet, og her er det en forudsætning at underlaget er i orden, hvis denne skal praktiseres. Underlaget og de mange skader er ikke en undskyldning for ”de grønnes” sløje sæsonstart, men det er bestemt heller ikke en faktor, der har gjort betingelserne nemmere …
Om det lykkes for ”de grønne” at tage tre point med fra Horsens bliver vi klogere på når kampen sparkes i gang kl. 19:00.
Husk kampen kan livestreames på Viaplay fra kl. 19:00.
Vi ønsker alle grønne fans god kamp!
KOM SÅ GRØN!