Kampreferat B93 vs. Næstved BK 0-0 (0-0)
De Grønne startede kampen en smule shaky. Efter ganske få minutter var Dannevang ved at få rodet sig ud i gevaldige problemer men forsvaret kom ham til undsætning. Kort efter fik Kongsted mistimet en pasning, som B93 fik opsnappet men heldigvis for De Grønne løb chancen ud i sandet. De Grønne fik rystet det af sig og kom efterfølgende frem til de første halvstore chancer. En stribe lange indkast fra Henriksen udfordrede B93 defensiven, men de formåede at afvise den grønne trussel.
Første store chance faldt til anfører Christiansen, som dukkede op i feltet og sendte et hovedstød fra tæt afstand afsted mod mål. Desværre uden nok power til at passere B93 keeperen.
Den efterfølgende periode, satte B93 sig på spillet og kom frem til et par fine chancer, som de grønne dog fik afvist.
Kort før pausen pressede de grønne på igen, hvor nyindkøbte Ayer sendte en afslutning afsted fra kanten af feltet, som på flotteste vis blev reddet af B93 keeperen og stillingen forblev dermed uændret til pausen 0-0
De Grønne kom bedre ud til 2. halvleg og fik mere overtag. De satte sig på spillet og fik trykket B93 tilbage på banen.
I løbet af halvlegen lavede De grønne nogle ændringer som så spændende ud. Særligt nyindkøbte Netabay på den centrale midtbane så spændende ud. Han gik direkte ind på holdet og tog diregentstokken på midtbanen, hvor han med fine aktioner klart satte et aftryk på holdet.
Der var en masse positive ting at tage med fra den første kamp. Bl.a. at det var helt tydeligt at de grønnes defensiv så mere stabil og kompakt ud. Afstandene i holdet var gode, og B93 havde generelt svært ved at finde indersiderne på de grønnes mandskab, hvormed de grønne var i kontrol mod bolden stort set det meste af 2. halvleg.
På trods af at flere mellemstore chancer desværre ikke blev omsat til mål, hvor bla Christiansen nok burde have sparket bolden ind fra tæt hold og hvor Ellegaard ramte overliggeren på et indlæg, måtte begge hold acceptere en pointdeling i forårspremieren…
–
Der skal lyde en kæmpe tak til den flotte opbakning på Vanløse Idrætspark, hvor rigtig mange grønne fans havde fundet vejen frem.