Matchday 18: Næstved Boldklub vs. FC Helsingør: Bundgyser i årets sidste hjemmekamp.

28/11/2023

På søndag d. 3. december får vi besøg af gæsterne fra FC Helsingør i forbindelse med 18. spillerunde af NordicBet Ligaen, som er årets sidste kamp. Et opgør, hvor “De Grønne” kan spille sig væk fra sidstepladsen med en sejr …

Man kan vel godt kalde søndagens kamp for en bundgyser, hvor der er rigtig meget på spil for begge hold … FC Helsingør hænger på i bunden af tabellen. De er i skrivende stund placeret på 11. pladsen med 10 point. To sejre, fire uafgjorte og elleve nederlag og med en målscorer på -18.

“De Grønne” er kun et enkelt point fra FC Helsingør, og med en sejr i årets sidste kamp vil “De Grønne” kunne sende gæsterne ned på sidstepladsen og samtidig tage et skridt tættere på stregen. Der er ingen tvivl om, at det vil have stor betydning for Næstved mandskabet, at løsrive sig fra sidstepladsen vinteren over.

Set fra et fodboldfagligt perspektiv, er det to hold som står godt til hinanden. Begge hold vil gerne tage fat i spillet og dominere kampen med bolden, men om banen på Tintshop Park indbyder til det er tvivlsomt eftersom banen har set bedre dage. Begge hold skal nok indstille sig på at være omstillingsparate og kunne sætte spil efter omstændighederne..

Senest da de to hold stødte sammen vandt FC Helsingør  2-1 i et tæt opgør.  “De Grønne” har dermed en  revanche til gode, hvilket vi satser på kommer på søndag.

I de seneste fem indbyrdes opgør er det blevet til 20 scoringer. Vi kan ikke give målgaranti, men det tyder på at der bliver god underholdning på Tintshop Park!

Dørene åbner kl. 12:00 og kampen starter kl. 13:00. Fan-zonen har igen åben fra 11.45-12:45 på Terrassen. Her vil det være samme setup som sidst, hvor cheftræneren og et par spillere kiggede forbi som optakt til kampen.

På med vinterfrakken – vi ses på stadion til årets sidste kamp!