MALERFIRMAET HANS LARSEN APS

06/01/2025
MALERMESTER HANS LARSEN FORTSÆTTER DET TÆTTE SAMARBEJDE MED DE GRØNNE I EN NY 2-ÅRIG PERIODE.
2025 begynder skønt. Malermester Hans Larsen har sat deres signatur på en forlængelse med De Grønne for de næste 2 år – hvilket både glæder Morten Larsen og Næstved Boldklubs salgschef Søren Juul:
“Vi fortsætter naturligvis vores opbakning til byens fodboldhold og glæder os til de kommende sæsoner og de mange oplevelser, som der venter os med det øvrige netværk. 2024 blev sluttet godt af af holdet og fremtiden ser lys ud. En fremtid som jeg glæder mig til at være en del af”, siger Morten Larsen.
“Det er som altid skønt, når vores eksisterende partnere forlænger deres aftaler med os. Det styrker vores tro på, at det vi gør er godt og at vores produkt er noget, som man gerne vil være en del af. Det er glædeligt og noget som vi er stolte af. Det bliver en fornøjelse, at fortsætte det gode samarbejde med Morten de kommende 2 år”, siger Søren Juul.
Malerfirmaet Hans Larsen ApS er et af byens ældste malerfirmaer. Firmaet blev grundlagt helt tilbage i 1947 og bygger på nøjagtig samme vision som ved den spæde start, nemlig at sætte kunden i centrum med solidt håndværk, som udvikler sig i linje med samfundet.
I dag drives firmaet med 70 malere af Malermester Morten Larsen, som har overtaget tøjlerne fra sin far, Malermester Hans Larsen.
Firmaet henvender sig både til det private marked, til små og mellemstore virksomheder til de større entreprenøropgaver i godt samarbejde med både lokale virksomheder og større entreprenører. En stor del af arbejdet på de større entrepriser foregår ind mod hovedstaden.
De lokale opgaver varetages af konduktør Allan Christiansson mens Malermester Morten Larsen står for det øvrige.