Næstved Boldklub og Nykøbing FC er blevet enige om en aftale, der sender målmand Jeppe Rømer videre til Nykøbing.
Jeppe Rømer siger om skiftet:
“Jeg har fået en mulighed for at spille i Nykøbing, som jeg er glad for. Jeg vil gerne takke klubben for at holde ord om et muligt skifte, nu hvor jeg ikke længere er førstemålmand i Næstved. Jeg ser frem til udfordringerne i Nykøbing og vil gerne takke alle i Næstved for mange gode år.”
Sportschef Kenneth Gangsted siger:
“Rømer har spillet i Næstved i mange år – helt tilbage fra ungdomsårene – og har opnået mange kampe i målet for klubbens bedste hold. Det seneste år er konkurrencen blevet skærpet, og derfor aftalte vi tidligt i forløbet, at han kunne afsøge sine muligheder.”
“Til at begynde med var der ikke mange muligheder, men da Nykøbings målmand blev skadet, opstod der en mulighed for Rømer. Den ønskede vi ikke at stå i vejen for, selvom vi alle er bevidste om rivaliseringen mellem klubberne. For os handler det om troværdighed og om at holde det, vi lover.”
“Vi håber, at Jeppe fortsætter sin udvikling i Nykøbing. Det er en dygtig målmand med klare spidskompetencer, som de får stor glæde af.”
💚 Jeppe Rømer nåede 51 kampe i den grønne trøje.
Tusind tak for indsatsen gennem årene, Jeppe. Vi ønsker dig alt det bedste og held og lykke med det næste kapitel i karrieren. 👏🍀

