Ugens nyt!

30/05/2025

Ugens nyt fra fodboldchef Kenneth Gangsted

I denne uge har vi sendt vores U10,11,12,13,14 til Esbjerg Cup, som er et stævne vi har besøgt mange gange og som sportsligt og socialt giver god værdi for en klub som vores, meldingerne fra det jyske går på, at det forløber godt og det satser vi på fortsætter resten af weekenden, så vi får nogle glade men trætte spillere hjem til det sydsjællandske igen😄

Apropos turer, så kommer vi tættere på vores sommertræningslejr til Skærbæk, hvor vi pt er ca 110 tilmeldte spillere, derudover skal der også ca 25 ledere afsted, så det bliver en stor omgang og forhåbentlig også en god oplevelse for os allesammen, noget som vi satser på kan blive en tradition i Talentcenteret.

U19 & U17 har fået træningskampe imod Holstein Kiel på plads og jeg kan løfte sløret for, at U15 kommer til at krydse klinger med Die Werderaner.
Ingen tvivl om der venter os nogen spændende udfordringer og noget drengene kan se frem til, når de ligger på stranden og spiser is i deres sommerferie. Claus fra Skærbæk centreret arbejder i øvrigt benhårdt på, at få U13 & U14 kampe på plads, mon ikke han får hevet noget lækkert op af posen, så vi også kan få stimuleret de yngste i segmentet.⚽️

Ellers bevæger vi os imod juni måned, hvor de sidste kampe skal afvikles og de kommende trupper skal fastsættes.
Sidste år lykkedes vi med et godt forløb omkring det vi i daglig tale kalder holdoverdragelse.
Det giver trænerne ro at vide at tingene er på plads inden ferien kalder, men vigtigst af alt giver det også spillerne klarhed, så de ved hvad der venter dem efter sommerferien. Der er desværre nogen, som ikke klarer cuttet, men det er vigtigt for os som klub, at vi får afleveret spillerne på en ordentlig måde, så de kan komme et andet sted hen og spille fodbold.💚

Tallet 300 kunne være titlen på klassefilmen om Kong Leonidas og hans 300 spartanere som kæmpede imod Xerxes og hans persiske hær i slaget om Thermopylae. Men for os er det antallet af kampe vores kaptajn rundede i kampen imod Middelfart. Det er et flot antal, som JOC har præsteret og han har om nogen været med i tykt og tyndt igennem de sidste mange år. Skroget knirker en smule mere end da han spillede sin første kamp for Næstved, men uanset hvad han har præsteret igennem træningsugen, så kan man være sikker på en ting, og det er, at JOC altid er klar til kamp. Det kan godt være det gør ondt, men når fløjten lyder, så står han der, han er det tyskerne kalder Ein Kampfschwein. Respekt og tak for mange gode stunder sammen. Du har/er en kæmpe gevinst for Næstved 💚⚽️

Nu venter der os tre kampe, hvor det handler om at få nogen succesoplevelser ned i rygsækken, som der kan bygges videre på efter sommerferien. Vi kan starte Søndag imod Skive, som vi har spillet nogen tætte kampe imod indtil videre.

DS holdet spiller en forbudt for børn kamp Lørdag ude imod Nykøbing, hvor der er livsvigtige point på spil i den tætte bundkamp i rækken. Drengene udviste stor karakter, da de vendte 0-2 til 2-2 i sidste kamp imod Greve og det rygstød skal de tage med ind i næste kamp. Var det udlignede mål fra vores arbejdsbi Meyvan et indlæg eller et skud på mål ? Det må vi lade svæve i vinden, vi er tager gerne et mere af den slags Lørdag. 😂

I ønskes allesammen en god weekend 😄💪

Privatlivspolitik

Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores websted og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner af webstedet du synes er mest interessante og nyttige.