Jeppe Rømer skriver ny kontrakt
NÆSTVED BOLDKLUB SKRIVER NY KONTRAKT MED JEPPE RØMER
“At skrive kontrakt med en spiller er altid en positiv ting, men at skrive kontrakt med en spiller, som er udviklet i vores eget talentcenter giver bare en helt speciel følelse. Rømer har været meget igennem i hans relativ korte karriere. Han blev smidt for løverne imod Nykøbing F for nogle år siden i Nordic Bet Ligaen. Her kvitterede han med at spille en stor kamp, hvor han fik et clean sheet samt en sejr med sig. Derfra troede vi alle på, at Rømer skulle være den nye første målmand i Næstved, men desværre satte en skade en stopper for det. Rømer kæmpede en brav kamp igennem mange år for at komme ovenpå, men det lykkedes ikke rigtigt og måtte stoppe for at genfinde sig selv.
Han kom ovenpå og spillede en del DS kampe for Slagelse og da vi i vinters stod og manglede en keeper i truppen, tog vi kontakt til Rømer, for at give ham chancen for at vise sig frem hos os i et halvt års tid. Heldigvis er det gået godt for alle parter, faktisk så godt, at Rømer i løbet af foråret tog pladsen i målet og siden har han ikke set sig tilbage.
Nu handler det om at fortsætte den gode udvikling, hvor konkurrencen med de øvrige keepere i truppen bliver hård, men sund for ham, fordi han skal stå på tæer til hver eneste træning og kamp. Jeg glæder mig til at se Rømer være med til at skabe en solid defensiv base, så vi sammen kan vinde en masse kampe og spille med om oprykning i den nye sæson”, siger fodboldchef Kenneth Gangsted.
–
Jeppe Rømer er ligeledes særdeles tilfreds med den nye kontrakt. “Jeg har valgt at skrive kontrakt med Næstved igen, fordi det er den klub, som har udviklet mig gennem årene og som har lært mig meget. Derfor ser jeg frem til, fortsat at udvikle mig her og til at hjælpe klubben og holdet med at rykke tilbage i 1. Division.
Jeppe Rømer står noteret for 14 kampe for De Grønne.