PUMA VENDER TILBAGE TIL NÆSTVED

30/05/2024

PUMA VENDER TILBAGE TIL NÆSTVED – SAMMEN MED UNISPORT

Efter 8 sæsoner hvor klubben har været klædt i tøj fra Joma Denmark, vender vi nu tilbage til et mærke, som mange kan huske klædte De Grønne på gennem mere end 15 sæsoner, nemlig PUMA.
Fra første kamp i den nye sæson vil PUMA´s flotte logo derfor pryde vores nye spilledragter.
Den nye aftale vækker naturligvis glæde hos De Grønne, hvor Peter Nielsen siger om aftalen:
“Først vil jeg gerne takke Joma Denmark for 8 rigtig gode år. Vi har været glade for samarbejdet og har været stolte af, at vi i sin tid blev udvalgt til at vise JOMA´s produkter frem i fodbold-Danmark. Nu var tiden inde til at kigge nye veje og muligheder og det skal ingen hemmelighed være, at PUMA stod øverst på listen. PUMA klædte klubben på fra midt 90´erne, i 00´erne og lidt ind i 10´erne, så det er en velkendt samarbejdspartner, vi siger velkommen tilbage til. Vi er derfor meget lykkelige for, at vi har landet denne aftale. Ovenikøbet er der tale om den største tøjaftale i min tid, hvilket får kæmpe betydning for hele klubben. PUMA indtræder selvfølgelig i hele klubben både hos Næstved Boldklub, Næstved IF Fodbold og Næstved HG Kvindeelite.
Udover PUMA så kommer der endnu en samarbejdspartner ind i billedet, nemlig Unisport.dk. Med Unisport med på aftalen, åbner der sig nogle helt nye muligheder for bla. medlemmer i Næstved IF. Vi får vores egen webshop på Unisport, hvor alle PUMA-produkter, som De Grønne bruger, kan købes af alle. Det forventer vi os meget af og glæder os helt vildt, til at vise vores nye spilledragter frem.
Også hos PUMA og Unisport.dk vækker den nye aftale glæde.
Kristian Strunch fra Unisport siger:
“Vi er meget stolte over at få lov til at samarbejde med Næstved Boldklub og Næstved IF. En traditionsklub med flotte meritter i dansk elite fodbold gennem mange årtier.
Det har været et afgørende parameter for Unisport og Puma, at den samlede aftale omfatter både elite og bredde, både på herre- kvinde og børnesiden. Vores fornemmeste opgave bliver at gøre det nemt og bekvemt for klubbens medlemmer at bestille klubtøj og andet brugbart fodboldudstyr. Klubbens tøjkollektion er nøje udvalgt og bliver kvalitetsprodukter fra Puma, som kommer til salg på klubbens egen webshop hos Unisport”.
Spillertrup og trænerstab vil fra den 01.07. være iklædt de nye klæder fra PUMA. Divisionsholdet får produceret en special kamptrøje, som skiller sig en lille smule ud fra den trøje de øvrige hold i klubben kommer til at spille kampe i.
Vi glæder os til at præsentere det hele for jer.
Et stort velkommen til PUMA og Unisport.dk
På billedet ses fra venstre Kasper Hougaard fra PUMA, Bo Meldgaard Næstved IF, Peter Nielsen Næstved Boldklub og Kristian Strunch fra Unisport.