Træningskamp mod Olympic BK

22/01/2024
GODKENDT INDSATS
Lørdagens 7-0 sejr over svenske Olympic kom efter en koncentreret indsats, hvor De Grønne kontrollerede kampen fra start til slut.
På papiret skulle der være niveauforskel på de to hold – og det viste sig også fra kampens start. De Grønne tog dirigentstokken fra første dommerfløjt og fik spillet sig frem til flere store muligheder, som desværre blev misbrugt. Midt i halvlegen fik Frederik Ellegaard endelig hul på bylden og derefter blev de grønne kasser banket ind bag en chanceløs keeper.
Pausestillingen var 3-0 og cheftræner Patrick Braune benyttede pausen til at ændre på nogle enkelte pladser mens modstanderne fra Olympic stort set sendte et nyt hold på banen fra 2. halvlegs start. De mange ændringer ændrede ikke kampbilledet og De Grønne fortsatte deres dominans og fik i løbet af halvlegen banket 4 mål mere ind, så slutresultatet lød på 7-0.
En kamp hvor de Grønne spillede i et højt tempo og hvor pasningsspillet var rigtig godt. Derfor var det også en tilfreds cheftræner der efter kampen kunne gøre status over vinterens anden træningskamp.
“Vi fik set og vist det vi gerne ville i kampen. Det var vigtigt for os at holde et højt tempo og få afleveringerne til at flyde, det synes jeg vi lykkedes rigtig fint med. Vi kigger ikke så meget på modstanderen i disse kampe, det hele handler først og fremmest om os selv. Drengene fik tanket noget selvtillid og det er vigtigt at bringe med videre. På lørdag venter der en modstander af en anden kaliber og der skal vi også lykkes med samme ting og bygge endnu mere på”, slutter cheftræner Patrick Braune.
Kampen mod Nykøbing FC spilles her i Næstved på lørdag den 27/1 kl.12.30.
(kampbane fastsættes senere på ugen)