Søndag d. 29.10.2023 får vi besøg af Vendsyssel FF i forbindelse med 14. spillerunde af NordicBet Ligaen.
Efter sidste rundes dramatiske nederlag mod HB Køge, har “De Grønne” en masse at revanchere. På trods af 78 flotte minutter, hvor “De Grønne” så solide ud, er det klart at et overtidsnederlag gør ondt. Den bedste måde at komme videre fra sådan et nederlag er ved at viske tavlen ren med en sejr på søndag.“De Grønne” har i ugen arbejdet enormt hårdt på træningsbanen, hvor der fysisk og taktisk er blevet stillet store krav til truppen, og det er den indstilling, der skal videreføres til banen på søndag, hvis der skal point på kontoen …
Vendsyssel FF, der efter 13 spillerunder er placeret på en 6. plads med 20 point, kommer ind til opgøret med ændringer i trænerteamet. Vendsyssel FF har sagt farvel til cheftræneren Henrik Pedersen, der er skiftet til Leauge One klubben Sheffield Wednesday. Under Henrik Pedersen var vendelboerne et fysisk stærk mandskab, som gik til stålet. På trods af udskiftning på trænerposten, forventes det at Vendssysel FF kommer til opgøret med samme stil.
Derfor forventes det, at opgøret på søndag bliver intenst som sidste gang de to hold stødte sammen i Vendsyssel, hvor kampen endte 1-1.
Vi glæder os til at se en masse grønne fans på stadion, når dørene åbner kl. 12:00 og kampen sparkes i gang kl. 13:00.