I aften får vi fint besøg, da superligamandskabet fra FC Midtjylland slår vejen forbi Tintshop Park i forbindelse 3. runde af Pokalturneringen …
FC Midtjylland er på nuværende tidspunkt placeret på en femte plads i 3F Superligaen. ”Ulvene” fra Herning har i de første ni spillerunder vundet fire, spillet to uafgjort og tabt tre. Det rækker til 14 point og en placering i top seks i 3F Superligaen.
”De Grønne” har modsat ”Ulvene” haft en svær sæsonstart, og er fortsat placeret i bunden af tabellen. Et trænerskifte har givet nye øjne på spillertruppen, hvor tilgangen er ændret til mere pragmatisk og aggressiv. Efter trænerskiftet har ”De Grønne” endnu ikke tabt og pilen peger nu igen i den rigtige retning.
Holdets fundament er skabt med udgangspunkt i en kollektiv base, hvor alle arbejder hårdt for hinanden. Hårdt arbejde bliver nøglen, når man tager modstanderholdets kaliber i betragtning. FC Midtjylland træder ikke på bremsen, og det forventes at de vil forsøge at dominere kampen fra første fløjt. Det stiller store krav til ”De Grønnes” spil mod bolden, hvor der skal knokles kollektivt i 90 minutter + tillægstid. Derudover forventes det ikke, at ”De Grønne” kommer til at vælte i chancer. Det kræver derfor en særlig kynisme, når chancerne byder sig. En spiller, der har vist at være kynisk er lejesvenden Mads Ladefoged, der har lavet mål i alle sine optrædener i den grønne trøje. Vi håber Ladefoged fortsætter sin kyniske stil og sender ”Ulvene” ud i pokalkulden.
FC Midtjylland er store favoritter til at gå videre til næste spillerunde, men som alle ved er pokalturneringen et sted, hvor alt kan ske. Et sted, hvor de små driller de store og overraskelserne finder sted. Lad os se om ”De Grønne” kan drille Midtjyderne i aften.
Kampstart kl. 18:00
Dørene åbner: 17:00
Husk alle med SÆSONKORT og medlemmer af ”De Grønne Hjerter” får fri entré
God kamp – vi ses på stadion!