Fredag aften havde ”de grønne” taget turen til Jylland, hvor AC Horsens ventede i forbindelse med syvende spillerunde af NordicBet Ligaen. Desværre blev syvende spillerunde til endnu en skuffelse for ”de grønne”…
Indledningsvis kom ”de grønne” godt ud til kampen, hvor de sad på spillet. Det vendte dog tidligt, da Jakob Ankersen efter 24 minutter dukkede op i Næstved feltet og bragte AC Horsens foran, da han resolut bankede bolden ind bag en chanceløs Dannevang i Næstved målet.
Da det ikke lykkedes for ”de grønne” at komme på tavlen kunne hjemmeholdet fra Horsens gå til pause foran 1-0.
Efter pausen kom AC Horsens godt ud og efter 52 minutter satsede Christian Enemark butikken. Det udnyttede AC Horsens Elijah Just og drev bolden frem til Næstved feltet, hvorefter han spillede bolden på tværs til en fri Anders K. Jacobsen, som let sparkede bolden i kassen til 2-0.
Små ti minutter senere var den igen gal i Næstved feltet, da et skarpt hjørnespark blev sendt ind i hovedet på AC Horsens Søren Reese. Reese pandede på flotteste vis kuglen i kassen til 3-0. Efterfølgende var ”de grønne” tæt på, og største Næstved chance var da Frederik Christensen headede bolden på træværket. Desværre blev det ikke til mål for ”de grønne” og de måtte forlade banen med et nederlag på 3-0 og dermed forsætter modgangen for ”de grønne”.
I næste spillerunde venter HB Køge i et lokal opgør på Tintshop Park d. 4. september kl. 19:00.