Status på opstarten

03/08/2023

Tiden flyver af sted, og vi er allerede to spillerunder inde i den nye sæson. På træningsbanen bliver der knoklet hårdt for at rette op på en uheldig start, resultatmæssigt, hvor vi efter de første to kampe fortsat må vente på de første points…

Cheftræner Peter Bonde fortæller om opstarten:

”Opstarten har været kort, og i træningskampene fik vi set alle spillerne i
aktion, og jeg var tilfreds med, hvad jeg så.”

”Vi er her i opstarten rendt ind i en del skavanker, noget vi ellers har
været forskånet for de sidste 2 år – Det må vi komme over, så vi kan få point på kontoen igen.”

Sportschef Peter Dinesen siger:

Vi føler os mere konkurrencedygtige end nogensinde før med denne stærkt sammensatte trup. Kampen om pladserne er intens, og vores spillere er yderst motiverede for at præstere deres bedste på banen. Selvom NordicBet ligaen er en udfordrende liga, er vi overbeviste om, at vores forstærkede hold vil levere spil af høj kvalitet og forhåbentlig opnå gode resultater.

Direktør Peter Nielsen fortsætter:

”Ambitionen er rimelig klar for sæsonen – vi skal gøre det ligeså godt som i sidste sæson. Vi går efter at blive en del af oprykningsspillet og sorte tal på bundlinjen, når regnskabet skal gøres op efter sæsonen. At drive en sund fodboldklub, hvor der træffes gode og velovervejede beslutninger er den altoverskyggende målsætning.”
____________

Allerede på søndag har vi muligheden for at vende skuden og sætte de første point ind på kontoen, når vi kl. 12.00 åbner dørene på Tintshop Park til sæsonens første hjemmekamp mod SønderjyskE. Foran stadion finder I ”fanboden”, hvor I vil kunne købe en T-shirt og andre merchandise. Inde på stadion vil der være rig mulighed for at købe en pølse eller øl og vand, som kan nydes før og under kampen.

Dermed er der virkelig lagt op til en spændende sæsonåbning, der sparkes i gang kl. 13.00 mod SønderjyskE.

Vi glæder os til at se en masse grønne fans på stadion – tag familien med og hjælp os med at skabe en fantastisk ramme til sæsonens første hjemmekamp!

Forza Næstved BK!