Det blev desværre ikke den start som vi alle havde håbet på. En uafgjort og et nederlag er det blevet til.
I årets første kamp, blev det 0-0 mod SønderjyskE. Det var en kamp som ellers lignede en Næstved-sejr langt hen ad vejen. Begge hold havde chancer, men de største tilfaldt De Grønne. Den største tilfaldt Agger, som stod helt fri ved bagerste stolpe, efter et langt indkast. Desværre for os og ham selv, lå den til det meget kolde højreben. Det blev en meget forkølet afslutning som røg tilbage i feltet, i stedet for at ryge mod mål.
Selvsamme Agger fik også en friløber i 2. halvleg. Da han skal til at afslutte bliver Agger nedlagt bagfra af en SønderjyskE spiller. Mange på stadion troede at Benjamin Svedborg dømte straffespark, men i stedet dømte han hjørnespark. Godt nok ramte SønderjyskE spilleren bolden på et eller andet tidspunkt, men han fortsætter til gengæld også igennem Agger, hvilket kunne have givet ham en grim skade. Det lignede et straffespark, men endte desværre kun med et hjørnespark.
Herefter skulle De Grønne prøve at slå Vendsyssel. Men det blev en kamp som vi hurtigst muligt skal glemme. Vi spillede på noget der mindede om en mark, og vinden nærmede sig storm, hvilket gjorde pasningsspillet langs jorden umulig pga banens beskaffenhed. Derfor blev det også en kamp på Vendsyssels præmisser, med mange dueller og mange nærkampe. Vores små teknikere havde en svær dag på kontoret, hvor de blev overmatchet, rent fysisk.
3-0 til Vendsyssel var desværre ikke ét for lidt – men vi må videre. Fremad Amager venter på søndag, på Tintshop Park. Her må vi få vendt skuden igen!