Vild sejr over Thisted

10/11/2021

Det blev en kamp som man sent vil glemme. Ligesom B93 sejren på 6-3 leverede De Grønne spillere endnu et festfyrværkeri af en kamp for de 1430 fremmødte tilskuere. 4-3 lød sejren på – og vi måtte hele følelsesregistret igennem.

3 minutter skulle vi spille, før sidste års topscorer igen var på pletten. Ahmed Hassan kom højest på et flot indlæg fra Mathias Høst. Et virkelig flot mål, hvor Hassan dirigerede bolden videre i det lange hjørne, uden chance for Thisteds målmand.

Uden chance var Thisteds målmand igen, 5 minutter senere, hvor selvsamme Hassan dukkede op igen. Hvilket mål der var flottest er svært at sige. Men flotte var de begge to! Målet til 2-0 kom efter en flot omstilling af De Grønne, hvor Frederik Christensen fandt Hassan med et cutback indlæg. Hassan hamrede til bolden, lige på kanten af feltet, og smadrede bolden ind bag Thistedmålmanden. Hvilket mål det var.

Det der nogle gange sker med hold som kommer tidligt foran, er at det bliver mentalt svært at bibevare samme aggressive indstilling og hurtige boldomgang som man har gjort inden man scorede målene. Hvorfor det gør det, er svært at sige. Men man ser det ofte – ikke kun for os, men generelt i fodboldverden.

Thisted havde et par nærgående forsøg mod vores mål, men en storspillende Dannevang i målet, reddede mirakuløst det ene af de to farlige forsøg som Thisted havde. Dog kunne han intet stille op, da Thisted spillede sig flot igennem vores højreside og lavede et præcist indlæg som Mikkel Agger nemt kunne sparke i målet til 2-1, kort før pausen.

De Grønne spillere fik sig noget af et chok i 2. halvleg, da man gik fra at være foran 2-0 til at være bagud 2-3 efter 64 minutter. Det første af Thisteds to mål kom efter en dødbold og nogle tilfældigheder. Her endte bolden for fødderne af en Thistedspiller som ikke kunne undgå at score til 2-2.

9 minutter senere endte en omstilling til De Grønne, med en omstilling til Thisted. Endnu en gang var det Agger som fra en utrolig skarp vinkel, flot kunne sparke bolden henover to Næstvedspillere og ind i det tomme mål, efter han havde afdriblet Dannevang.

Men fodbold er et smukt spil. Specielt denne dag. For på 2 minutter gik De Grønne fra at være bagud 2-3 til at føre og vinde 4-3.

Der er langt til Thisted. Men man kan forestille sig at turen for Thistedspillerne blev endnu længere da de skulle hjem. For de dummede sig gevaldigt og lavede to straffespark, på to ellers ufarlige situationer. En gave til De Grønne som straffede Thisted på begge spark. Først Hassan og derefter Mileta Rajovic.

Det betyder nu at vi har 9 points ned til nr. 3 – Thisted.

Kampen i tal:
‘3: 1-0 Hassan
‘8: 2-0 Hassan
’38: 2-1 Thisted
’55: 2-2 Thisted
’64: 2-3 Thisted
’74: 3-3 Hassan (straffe)
’76: 4-3 Rajovic (straffe)

Starter:
Dannevang
Kroner (59′ Lenart)
Christiansen
Enemark
Häuser
Kongstedt
Njai (82′ Holm)
Christensen
Hassan (82’ Madsen)
Rajovic

Gule kort: Christiansen, Enemark, Njai og Kongstedt.