To gamle kendinge vender “hjem”
Mark Kongstedt og Mathias Høst vender hjem til De Grønne!
Vi er meget glade for at kunne præsentere vores tidligere midtbaneslider Mark Kongstedt i den grønne trøje igen. Efter en kort afstikker på Færøerne, vil han igen fra den 1/7 være at finde i vores dejlige klub.
Mark sætter her nogle ord på sin tilbagevenden til De Grønne:
“Siden jeg forlod klubben, har jeg fulgt med og håbet på at kunne vende tilbage en dag. Efter det stod klart, at vi som familie havde brug for at komme hjem, samt den udvikling Næstved har været igennem, så var det et nemt valg. Jeg kender klubbens værdier, og klubben ved hvad jeg står for og kan bidrage med, så er helt sikker på det bliver et stærkt samarbejde. Jeg er stolt over hver eneste kamp i den grønne trøje, og jeg vil gøre alt for at den passion bliver forvandlet til hård fight og udstråling på banen, som kan mærkes på tribunenerne. Jeg glæder mig til at møde ind på Rolighedsvej og dele fremtiden i Næstved Boldklub sammen med jer – Vi ses til sommer!”
—
22-årig Mathias Høst er tilbage i den grønne trøje og vi er super stolte! Efter hans ungdomsår i NIF drog Mathias til FCK inden han blev hentet til HB Køge.
Her har han fået en masse erfaring fra 1. division gennem de seneste 3 år, hvor det er blevet til +70 kampe med 4 mål til følge.
Mathias er en ung dynamisk og moderne venstre back som også kan gøre sig på kanterne i begge sider.
Stenene er ved at blive lagt til næste sæson og Mathias har været en spiller som vi gennem længere tid har ønsket at indlemme i vores trup frem mod næste sæson – og det er nu endelig lykkes, vi glæder os.
Høst starter op hos De Grønne fra 1. juli.