Til vinterpause med en uafgjort

25/11/2020

Den sidste kamp i efteråret blev en uafgjort mod Brønshøj. Det lignede længe en sejr til De Grønne. Ahmed Hassan stod for to mål i 1. halvleg. Det første mål var en fremragende aflevering i dybden fra Schmitt til Aleksa, som spillede den på tværs til en tæt markeret Hassan. Heldigvis fik Hassan skovlet bolden i mål. Nogle minutter senere kunne Brønshøj godt være blevet reduceret til 10 mand, da Thrane opsnapper en fejlaflevering i Brønshøjs forsvar. Thrane nedlægges efterfølgende i feltet af Brønshøjs sidste forsvarsspiller. Dommeren mente at forsvarsspilleren gik efter bolden, men ramte manden – hvilket betyder at det kun blev til et gult kort og et straffe til Næstved. Den kan vidst diskuteres… Dog sparkede Hassan bolden stensikkert i nettet til 2-0.

2-0 er som bekendt en farlig føring ved pausen. Mentalt kan 2. halvleg godt blive en sovepude for mange hold, hvis de fører med to mål. Om det var det der skete, må guderne vide.

Men det var et helt andet udtryk de to hold kom ud med til 2. halvleg. Det skal siges, at der stod en stiv mod-/medvind på tværs af Tingbjeg Park. Brønshøj fik medvinden (også i overført betydning) i 2. halvleg.

Seks minutter inde i 2. halvleg blev der reduceret til 1-2, efter en situation som ellers ikke virkede farlig. Det blev den. Et dumt boldtab, blev til et indlæg, som blev til et mål. Ti minutter senere, blev det til 2-2. En passiv Næstved defensiv gjorde det nemt for Brønshøj, som lavede et par kombinationer, der førte til et flot langskudsmål.

Ti minutter efter lignede det ellers (igen) en Næstvedsejr. Hassan var igen på pletten, efter et fladt indlæg fra en velspillende Schmitt. 3-2.

Det var ikke længe De Grønne kunne juble over den scoring. Brønshøj svarede igen, på det efterfølgende opgiver spark. Bolden blev sparket op på en Brønshøj angriber, som vendte nemt af på en Næstvedspiller, og efterfølgende lagde bolden indover til Brønshøjs topscorer, Lazerevic. Han fik på magisk vis ramt bolden, så den tog en bue over en chanceløs Jeppe Rømer. 3-3.

Vi skal op på hesten igen. Det skal ske når Slagelse gæster os i forårets første kamp d. 14 Marts.