Sikke en søndag vi var vidne til. Solen skinnede, tilskuerrekord og ikke mindst en yderst fremragende indsats af De Grønne spillere som slog Hillerød med sikre 3-0.
Der kan ikke være mange Hillerød spillere eller trænere som kan sige meget imod det resultat. Vi sad på store dele af spillet, specielt i 2. halvleg hvor det var spil til et mål.
Det er også svært at fremhæve én grøn spiller fremfor en anden. For samtlige spillere spillede op til deres bedste. Med andre ord er det en fornøjelse at se De Grønne spille i øjeblikket.
Første mål kom fra…trommehvirvel… Mileta Rajovic. Han har virkelig ramt sit topniveau i denne sæson. Rækkens absolutte bedste angriber scorede nok en gang på et flot forarbejde af AB Njai.
2-0 målet kom efter et noget tøvende defensiv fra Hillerød. Det lignede at forsvarsspillere troede at målmanden kom ud og målmanden troede at forsvarsspilleren sparkede den væk. Den gestus takkede Mads Freitag ikke nej til, og tordnede bolden flot op i nærmeste hjørne, med det ellers halvkolde venstreben.
Ikke lang tid efter gjorde Hassan det til 3-0. Det mål kom efter et hjørnespark, hvor Hassan headede bolden i mål. Et mål som man kunne se betød alverden for Hassan. Fantastisk at få ham igang igen!