Nyheder

13/11/2015

Nyt opgør mod Silkeborg IF

Allerede søndag den 15.  november skal vi igen op mod Silkeborg IF, efter sidst at mødt dem for en god måned siden.

Denne gang bliver det i Næstved, og så er der muligheder for at få points igen. På hjemmebane er Mogens Kroghs tropper stærke, og kun uheld med stolpe ud utallige gange har gjort, at det ikke har givet fuldt udbytte her.

Det skal selvfølgelig ændres på søndag, hvor vi møder et Silkeborg hold, formentlig iklædt vor nationalfarver – rødt og hvidt.

De er nemlig ikke sprunget med på den bølge som DBU nu vil køre med røde trøjer, røde shorts og røde strømper – noget som vi måske ikke er helt stolte af her på redaktionen.

Nå – men ingen tvivl om at uanset hvad de har på, så ligger hjertet hos vore lokale helte “De Grønne”  og vi vil støtte dem hele vejen.

Efter et lidt hårdt program med fire kampe på ca 12 dage, har der nu været mulighed til at få ladet batterierne helt op igen, og gutterne brænder for at komme i kamp igen.

Modstanderen Silkeborg ligger i øjeblikket på en 6.  plads med 21 point, ikke imponerende af en nedrykker, som alle eksperter havde spået en hurtig tilbagevending til superligaen.

Heldigvis er det ikke de såkaldte eksperter der bestemmer.

Silkeborg er heller ikke noget målfarligt hold i tabellen, blot 16 mål i 15 kampe vidner om et angreb der bestemt ikke kender besøgstiden, så lad dem bare fortsætte sådan.

 

Kampen fløjtes op kl.  15.00.

 

Vi ses på stadion.