Nyheder

28/05/2021

Ny 2. Division venter efter sommer

Efter mandagens ene point mod Nykøbing FC, venter der en sæson i den nye 2. Division.

Det blev en rigtig ‘sommerkamp’, hvor begge hold lignede nogle der var tilfredse med det ene point. Vi forsvarede os lavt, og overlod initiativet til Nykøbing. Det skulle gerne give os nogle omstillinger som kunne blive farlige. Det gav også pote efter 24 minutter spillet. Hassan drev bolden fremad og fandt Schmitt på højrekanten. Han spillede bolden retur til Hassan, som flot kunne sparke bolden i netmaskerne.

Nykøbing havde bolden klart mest, men de spillede i et tempo, som selv vores veteranhold kunne være i. Om det var Nykøbing der spillede langsomt, eller om det var os der gjorde det svært for dem, er ikke til at sige. Vi tror på det sidste.

Efter pausen kom Nykøbing længere frem, og spillede også hurtigere end i 1. halvleg. Det resulterede i et indlæg og en masse tilfældigheder, hvorefter Nykøbings farlige M. Kristensen stod helt blank inde i det lille felt, hvor han nemt kunne gøre det til 1-1, mod en sagesløs Dannvang i kassen – som havde afløst Anker, der blev skadet i opvarmningen.

Efter 1-1 målet, var det en langtrukken affære, med få chancer og langsomt spil.

Begge hold kunne også være tilfredse med resultatet. Nykøbing var rykket op, og det ene point for Næstved, sikrede os en sæson i den nye 2. Division.

Den nye 2. Division bliver en stærkere udgave end den nuværende. Det bliver de hold der ender mellem nr. 2-6 i den nuværende 2. Division, fra Øst og Vest. De 10 hold bliver mixet med de to nedrykkere fra 1. Division. Som det ser ud lige nu, kommer den kommende 2. Division til er bestå af følgende hold:
Næstved
HIK
AB
Hillerød
FA 2000
B93
Aarhus Fremad
Thisted
Frem*
Middelfart*
Skive
Kolding

Hertil skal det siges at der stadig resterer to kampe i 2. division. Hvor Øst rækken ser færdig ud, er der stadig stor kamp om to af pladserne i Vest. Her kæmper Frem, Middelfart, VSK Aarhus og Brabrand om de sidste to pladser.

Vi glæder os til det nye format der byder på slutspil, som man kender fra superligaen.

*
Ikke garanteret.