Nyheder

16/11/2020

Nogle ærgerlige runder

Siden AB Tårnby kampen, har det været småt med points for De Grønne. For at være mere præcis, så har vi kun fået 1 point i de seneste tre kampe.

Første kamp efter AB Tårnby kampen, var skæbnekampen mod Nykøbing på udebane. Efter en rigtig flot 1. halvleg, hvor vi kom tidligt foran, blev vi reduceret til 10 mand, kort inden pausen. Det virkede ikke til at påvirke os synderligt meget. Vi kom også ud, efter pausen og scorer til 2-0 ved Njai. Herefter satte Nykøbing sig tungt på spillet, og trætheden kunne spores hos de 10 grønne spillere. 3 dårlige opdækninger skulle der til at skabe de 3 mål for Nykøbing. Mål bliver scoret på fejl af modstanderen. Sådan har det altid været i fodbold. Desværre kom Nykøbings 3. mål dybt inde i dommerens overtid. Et nederlag på 2-3 efter at have været foran 2-0 gør ondt.

Om det var nederlaget der stadig sad i baghovedet på De Grønnes spillere ved vi ikke. Men det har helt sikkert været en mental mavepuster.

Kampen efter stod vi overfor Vanløse. En kamp som nu skulle vindes, for at følge med Nykøbings forspring på 5 points. Igen kom vi foran 1-0. Og igen scorer Vanløse til sidst i mod os. Om vi blev for bange for at angribe vides ikke – men det så sådan ud. Vi havde fuldstændig styr på Vanløse de første 70min. Men herefter overlod vi initiativet til Vanløse. Dårlig opdækning og en tilfældighed skulle der til at score Vanløses mål. Et afrettet skud snød en chanceløs Anker i målet. 1-1 og 7 points op til Nykøbing.

Endnu værre blev det i udekampen mod FA2000. En kamp som skal direkte i glemmebogen. Det var ikke kønt, det der blev leveret. En skidt 1. halvleg, hvor der manglede aggresivitet hos De Grønne spillere. Når det er skrevet, så kunne vi sagtens have været foran i 1. halvleg. Njai og Thrane brændte et par store chancer. 10 minutter inde i 2. halvleg scorede Lasse Nielsen til 1-1. Herefter sad De Grønne på stort set alt. Dog blev man aldrig rigtig farlig. I stedet for endte FA2000 med at udnytte en markeringsfejl på et indlæg. 1-2. De Grønne begyndte at satse, hvilket resulterede i et par farlige omstillinger til FA. Den ene blev udnyttet til 1-3 – hvilket var dødsstødet til os.

Vi må op på hesten igen. I fodbold kan det gå stærkt. Nykøbing har et forspring på 10 points. Det er meget – formentlig også for meget. Men de vil uden tvivl også få en formnedgang på et tidspunkt. Det gør alle hold. Derfor skal vi gøre rent bord fra nu af.

Nu gælder det om at få svedt de seneste tre kampe ud og fokusere på den sidste kamp mod Brønshøj.