Nedtur i forårets første kamp

15/03/2022

Sæsonen blev skudt i gang i sidste uge, hvor det ikke gik helt efter planen. Vi stod overfor FA2000, som vel nok har 2. Divisions dårligste bane og mest uinteressante rammer for en fodboldklub. Men det skal ikke være en undskyldning for at lide et tab på 1-2 til værterne. Nok var vi det bedste hold på bolden, men vi manglede at blive rigtig farlige på de utallige indlæg vi kom frem til. Om det var timingen i feltet eller indlæggenes kvalitet er ikke til at sige.

Efter blot 9 minutter kom FA2000 foran, efter et hjørnespark, hvor en FA2000-spiller stod helt fri i det forreste område. Han kunne heade bolden i kassen, uden chance for Dannevang i målet. 

FA2000 gjorde det ikke nemmere for sig selv, da de i de døende minutter af 1. halvleg blev reduceret til 10 mand. Desværre var kampbilledet det samme. FA2000 stod kompakt og tillod De Grønne at spille rundt om deres felt. Håbet for en grøn sejr blev ellers tændt da Julius Madsen gjorde det til 1-1 efter et fremragende spark fra kanten af feltet. Her skruede han bolden op i det lange målhjørne. Det mål gav energi i minutter efter. Dog skulle der ikke gå lang tid, før FA2000 svarede igen. Deres angriber modtog bolden lidt over midten og kunne upresset og/eller uforstående få lov til at vende sig rundt med bolden. Fra buekanten tog han chancen, da han så at Dannevang var langt ude af målet. Her hjalp medvinden ham og hans skud fra 45 meter sejlede over Dannevang i målet. Et mål som hverken forsvaret eller målmanden vil være stolte af.

Herefter lignede kampbilledet sig selv, uden at De Grønne fik lagt et sidste tryk på FA2000. Et par store chancer blev det til – desværre uden held.

Nu venter HIK på hjemmebane – og det glæder vi os til!

Kampen i tal:
‘9 FA2000: 1-0
’60 Julius Madsen: 1-1
’69 FA2000: 2-1

Truppen:
Dannevang
Høst (’83 Freitag)
Christiansen (’83 Nielsen)
Enemark
Kalsø (’45 AB Njai)
Kongstedt
Garly (’75 Henriksen)
Hassan
Holm
Christensen (’56 Madsen)
Rajovic