Nyheder

29/11/2015

Næstved nedlagde den gule fare

Næstved var i søndagens kamp på besøg i Horsens, for at møde hjemmeholdet som kaldes den gule fare – og lad os bare konstatere, at så farlige var de altså ikke, så “De Grønne” kunne dage derfra med en sejr i bagagen.

Straks fra start så det ud som om at begge hold havde stor respekt for hinanden. Kampen havde stor betydning da Næstved med et nederlag for alvor kunne mærke stregen rykke nærmere. Til gengæld ville AC Horsens miste et vigtigt skridt i oprykningen med et nederlag.
Det betød meget afventende spil fra begge sider og med en masse spil på midtbanen.
Horsens får dog en kæmpe chance foræret allerede i det 8. minut, da Jesper Christiansen forsøger at få fat på en ellers harmløs fremlægning. Jesper bliver snydt og bolden ryger frem til en helt fri Horsens spiller, der heldigvis vælger at sende bolden tæt forbi Sebastian Olsens mål.
Efter 21 minutter er der frispark til Horsens, bolden bliver lagt tæt ind mod målet og Seb forsøger at bokse væk, han bliver dog skubbet i feltet og det følgende mål bliver selvfølgelig underkendt.
Seb bliver dog samtidig skadet og må lade sig udskifte med Tunde.
Horsens får et par mindre chancer kort efter, først er Jannik Zimling ved at at give dem en foræring da han forsøger at heade tilbage, og senere er målmand Tunde på en lille skovtur, hvor han ovenikøbet er lige ved at fælde sin modstander.
Faren driver dog over da Horsens forsøget går forbi mål.
Efter 32 minutter spillet er det så Næstved der er tæt på, da Andreas Baes efter fra mållinien sender bolden en flad aflevering ind mod midten, desværre står Næstveds spillere i kø for at sparke den det sidste stykke i nettet, hvor Kevin Bechmann Timm og Stefan Nygaard er synderne.
Sidst i halvlegen får Horsens så scoret til 1-0, og igen på en dødbold, som har kostet Næstved i de seneste kampe.
Et hjørnespark lige midt for målet og Kjartan Henry Finnbogason kan let heade bolden i mål forbi indskiftede Tunde.
Efter pausen kommer Næstved ud med fornyet tro på tingene, og da Horsens målmand Nicklas Dannevang taber bolden efter et hjørnespark er det virkelig tæt på en udligning.
Den fortjente udligning kommer så i det 57. min. hvor Andreas Baes igen får udfordret sin direkte modstander, han kommer fri i venstre side og lægger bolden skråt tilbage til Kevin, der sender den sikkert i nettet til 1-1.
Og nu ligger Næstved blod – kort efter er det Jesper Christiansen der bryder et angreb, og efter nogle hurtige træk op ad banen finder han Andreas Baes som lægger et godt indlæg ind til Stefan Nygaard, der flot header bolden i mål ved den fjerneste hjørne til Næstved føring på 1-2.
Stor jubel af de få medrejsende Næstved fans som dog kort efter får endnu mere at juble over.
Mikkel Luimes får en bold i en omstilling, og hvad gør han, han stryger afsted i højre side og efter 3/4 banelængde afslutter han med et fladt skud som stryger imellem benene på Horsens målmanden, og så er Næstved pludselig foran 1-3.
Horsens reagerer med nogle udskiftninger og får et par forsøg, men nu er målmand Tunde blevet varm og han virker utrolig sikker på stregen.
Til gengæld er han ikke så hurtig udenfor målet, og nu går den ikke længere, da han kommer lidt sent ned i en tackling og begår straffespark.
Det betyder dog intet for Tunde, for selvom bolden bliver sendt afsted langs jorden nær stolpen er han lynhurtigt nede og gør gerningen god igen med en fornem redning.
Kampen slutter med en fortjent sejr til Næstved, som forhåbentlig er kommet godt hjem over broen, inden stormen Gorm for alvor tager fat og lukker broen.

Kampen i tal:
43. min. 1-0 Kjartan Henry Finnbogason
57. min. 1-1 Kevin Bechmann Timm
62. min. 1-2 Stefan Nygaard
64. min. 1-3 Mikkel Luimes