Nyheder

09/09/2016

Næstved Boldklub – Vendsyssel FF

Mere succes til de grønne!

Efter 3 udekampe, hvor der er tanket godt med selvtillid, er de grønne nu hjemme igen, hvor de på søndag møder nordjyske Vendsyssel FF, som hoster lidt derudaf i 1. division med blot 4 point og senest en ordentlig blodtud med et 0-4 nederlag til Hobro. Det er ikke gået Vendsyssels vej på her i efteråret …..eller hvad?

Hvis man kigger lidt mere grundigt efter, så er der en lidt anden historie. Vendsyssel har i pokalen i denne uge – fortjent – slået selvsamme Hobro med 2-0. En sejr, hvor Hobro måtte erkende, at Vendsyssel var bedre på dagen. Og hvorfor så det? Hvad har forvandlet Vendsyssel? Jo, Vendsyssel har fået ny målmand. Jesper Christiansen behøver ingen nærmere præsentation. En klassekeeper med masser af superligakampe for bl.a. FCK og han er således tilbage i Vendsyssel efter en lille betænkningspause. En pause, som ikke har bekommet Vendsyssel godt og de har helt sikkert savnet Jesper deroppe i det nordjyske. Nu er han retur og nu vinder Vendsyssel igen. I den anden ende af banen huserer en anden ”kendis” – Thomas Dalgaard scorede så sent, som i denne uge i pokalkampen mod Hobro og alt i alt må vi nok erkende, at vi kunne nok godt have undværet lige netop, at de to, Jesper og Thomas, har fundet formen lige før vi skal møde Vendsyssel. Derudover er navne som Bjarke Jacobsen, Brandao og Rene Joensen noteret på Mogens Kroghs liste over spillere, som vi skal holde godt øje med på søndag.

Mogens Krogh har set søndagens modstander en del gange efterhånden og der er ingen tvivl om, at det er en klassemodstander, som vi skal op imod. De er langt bedre end de 4 point, som de har pt., så vi skal virkelig være klar.

Men tilbage til det med selvtillid til de grønne, fordi de tre seneste udekampe har været en fornøjelse. For spillerne, for trænerteamet og ikke mindst, for de mange grønne fans, der har taget turen rundt til de tre stadions. Helsingør trængte vi i den grad til, at få tre point imod på udebane, efter nogle ærgerlige nederlag i sidste sæson. Det var 3 point, der lunede godt på kontoen. Dernæst et point mod HB Køge, hvor vi nærmest var nede i sækken og havde tabt, men med en sidste sekunds scoring af Illum fik vi raget et point til os.

Senest i mandags så en meget opløftende sejr på ærkerivalerne fra Nykøbing F. Vi fik testet ikke blot vores reserver, men også vores talenter – og de bestod testen. De mødte et Nykøbing F hold i stærkeste opstilling og som vi skal huske fører rækken med god afstand til nummer 2. Der var rigtig mange spillere, som bankede på til en startplads på 1. divisionsholdet, men da Mogens Krogh ikke må spille med mere end 11, så er trænerteamet gået i tænkeboks og der bliver i den grad gået til stålet til træning i øjeblikket, fordi kampen om startpladserne er benhård.

Mogens Krogh kan vælge fra en stort set skadesfri trup. Nikolaj Hansen må sandsynligvis sidde udenfor på søndag og derudover er der enkelte med småskavanker, som testes lørdag.

Vi skal ride videre på den bølge af succes, som vi har i øjeblikket, så kom ud og se de grønne nappe endnu 3 point.

Kampen mod Vedsyssel FF spilles på Euro Outlets Stadion Næstved, søndag d. 11. september kl. 13.45.