Nyheder

08/07/2015

Erfaren Superliga-spiller skifter til Næstved

Han har spillet 164 Superliga-kampe, 47 U-landskampe og så har han også været et smut forbi norsk fodbold for at spille i den bedste norske række, Tippeligaen.

Det lyder næsten for godt til at være sandt i forhold til, at Næstved Boldklub har et af de mindste budgetter i 1. division. Men ikke desto mindre er det lykkedes Næstved Boldklub, i samarbejde med Euro Outlet, Malervænget 3 i Næstved, at tilknytte den tidligere Brøndby- og FC Nordsjælland-spiller, Henrik Kildentoft, på en 3-årig aftale.

 

– Det helt fantastisk og en blåstempling af vores projekt, at en profil som Henrik Kildentoft har valgt at få ophævet sin fuldtidskontrakt med Vendsyssel FF for at skifte til Næstved.

 

– Hans CV med Superliga-kampe for Brøndby IF og FC Nordsjælland taler for sig selv. Det en spiller i hans absolutte topform og i hans bedste fodboldalder, som vi nu får til Næstved, siger bestyrelsesformand for Næstved Boldklub, Jesper Frisenholm, og fortsætter:

 

– Henrik Kildentoft har præcis den profil, vi har ledt efter, og udover at være en fantastisk spiller, der med hans lederegenskaber og hårdhed vil være med til at løfte vores mange unge spillere til et nyt niveau, får han også en vigtig rolle i forhold til at hæve baren såvel på som uden for banen.

 

– Han vil få en vigtig rolle og være med til at løfte vores træningsmiljø yderligere. Han ved om nogen, hvad der skal til for at begå sig på topniveau i dansk fodbold, siger Jesper Frisenholm.

 

Henrik Kildentoft kommer senest fra et ophold i 1. divisionsklubben Vendsyssel FF, som har tørnede ud for i sidste sæson. Han er derudover en alsidig spiller, der kan dække flere pladser på banen – højre back, midterforsvaret og kantspiller.