Nyheder

09/11/2016

En af de vigtige…!

På søndag skal vi op imod Skive på hjemmebane. En kamp, der inden sæsonen var en de kampe, som skulle vindes, fordi Skive var afskrevet som sikker nedrykker fra denne 1. division. De havde et minimalt  budget og en spillertrup, som var barberet for profiler – specielt afgangen af målsluger Mikael Uhre, som er en klasseangriber og som nu er i superligaklubben Sønderjyske, må have gjort ondt i Skive og omegn.

Her i starten af november er kampen på søndag fortsat en af de kampe, hvor vi skal have point og meget gerne 3 styks. Der er dog ingen tvivl om, at det bliver en sværere kamp end man kunne forudse dengang i sommers, hvor eksperterne kiggede ind i krystalkuglen og spåede Skive som stensikker nedrykker og os, som den klub, der lå i risikozonen for at skulle med ned.

Skive’s cheftræner Kim Kristensen har bragt Skive frem i tabellen og bortset fra en periode med 3 nederlag i streg inden sidste rundes sejr over Helsingør, så har Skive lavet “humlebien”. En humlebi burde ikke kunne flyve og det burde ikke kunne lade sig gøre, at Skive skulle ligge nummer 6 i denne række, men det gør de altså.

Skive er lykkedes med en spillestil, hvor de passer deres defensive pligter uden at det bliver pindsvinefodbold – omvendt er vi i de seneste kampe lykkedes med en spillestil, hvor vi lægger trykket på modstanderen lidt længere oppe på banen og hvor vi har spillet med 2 angribere. En taktisk træk af Mogens Krogh, som har givet pote og ikke mindst point.

Sidste runde var dog en dyr runde for os. Vi var stærkt svækket af karantæner og skader og konkurrenterne i bunden af divisionen fik point, så derfor har vi nu 3 nøglekampe tilbage i dette efterår, hvor vi meget gerne skal have point i alle 3 kampe og det ser “nemmest” ud i de to hjemmekampe mod Skive og AB, men stadig skal vi spille op til vores allerbedste, hvis vi skal have point i de to kampe.

Heldigvis er næsten alle spillere i truppen klar igen. Vi har ingen karantæner – rigtig dejligt – og på skadesfronten er det kun de to langtidsskadede Perch og Mertz, som er definitivt ude. Resten af truppen er i spil til kampen. Modsat har Skive den rutinerede John Dyring ude med karantæne og det kan godt blive afgørende på søndag. Dyring betyder meget for Skive’s spil og det bliver spændende at se, hvordan Kim Kristensen vil gribe kampen an uden Dyring, som må betegnes som den klart vigtigste spiller for Skive. Samtidig taler Skives udebanestatistik ikke til Skives fordel.

Så ingen tvivl om, at vi har en god chance på søndag, men kampen skal spilles og vi skal tilbage til den gode stime af godt spil og vilje til sejr, som vi så i kampene mod Helsingør, Nykøbing og ikke mindst FCN. Vi VIL væk fra den streg og opad i tabellen.

Kampen spilles på Euro Outlet Stadion Næstved nu på søndag d. 13. november 13.45. Kom ud og hjælp de grønne til en meget vigtig sejr.