Nyheder

25/08/2016

En af de svære….!

Så står de grønne overfor en af de udfordringer, hvor et nyt nederlag til Helsingør på udebane vil være møgirriterende. Vi spillede to kampe mod Helsingør på udebane i sidste sæson – begge med smalle nederlag til følge. Kampe, hvor vi var mere end godt med og burde have vundet. Men Helsingør er et taktisk klogt spillende hold, som meget præcist har købt spillere ind, som passer til træner Christian Lønstrups måde, at spille fodbold på.

Mogens Krogh har stor respekt for Helsingør og peger på de to profiler, Andre Riel og Phillip Zinckernagel, som er sindsygt gode til at spille den omgang fodbold, som Helsingør praktiserer. Riel er et godt eksempel. Ingen succes i Vendsyssel og masser af succes i Helsingør og det har noget at gøre med, hvordan spilleren passer ind i den måde, som Helsingør spiller fodbold på. Deres lynhurtige omstillinger er voldsomt giftige. Til gengæld er deres defensiv ikke lavet af beton, men alligevel formår de defensivt at afvise rigtig meget. Så konklusionen for Mogens Krogh er den ubehageligt, at kampen mod Helsingør på udebane taktisk er noget af en udfordring.

Vejle-kampen er et overstået kapitel for Næstved spillerne. Kampen var en af de kampe, hvor det hold, som laver den første fejl og kommer bagud – med meget stor sandsynlighed også vil tabe kampen. Det skete, men alligevel skuffende, at vi ikke have mere at stå imod med i 2. halvleg. En halvleg, hvor vi bare må konstatere, at indsatsen var ikke godkendt og så se at komme videre til næste kamp.

Situationen i truppen med hensyn til Ryan og Stefan er – desværre – meget lig sidste uge. Vi venter fortsat på arbejdstilladelse til Ryan. Møgærgerligt – ikke mindst for Ryan. Vi håber, at den når at komme i denne uge og vi presser på, men det er usikkert hvornår den kommer. Stefan er startet træningen så småt med en skinne, men er ikke i spil til Helsingør-kampen. Til gengæld er vores nye venstre back, Daniel Norouzi i høj grad i spil til kampen mod Helsingør. Han har vist lovende takter til træning og viser virkelig gejst og spillehumør. Han banker på med en meget stor hammer for, at komme på holdet.

Man kan ikke holde en god mand nede – er der et gammelt ordsprog, der siger og det passer godt på Henrik Bødker. Mogens Krogh bliver dagligt til træning mindet om, at Bødker er en klassespiller og han er overraskende hurtigt og meget glædeligt ved at være klar til divisionsfodbold – ikke kun på bænken.

Vi håber, at rigtig mange vil tage turen til Helsingør og støtte vores spillere. Kampen spilles søndag d. 28 august kl. 13.45 på Helsingør Stadion, Ndr. Strandvej 11A, 3000 Helsingør. Vel mødt !