Nyheder

26/05/2020

Bolden ruller igen!

Endelig ruller bolden igen på Rolighedsvej!

Det er skønt at have drengene tilbage på græs. Og glæden er gengældt. Man kan se på træningerne, at intensiteten er helt i top. Der bliver gået til stålet, på den gode måde. Holdet træner 8-9 gange om ugen, hvilket betyder at spillerne kommer i topform. Så der er ingen undskyldninger, for ikke at præstere i den første udekamp mod topholdet fra Vejle. Det bliver svært. Meget svært. Men skulle man vælge et tidspunkt at møde Vejle på, så havde det været nu. Omstændighederne er anderledes, selv for hjemmeholdet. Dernæst kan kampformen umuligt sidde lige i skabet endnu. Vejle har spillet én testkamp mod Silkeborg, som de tabte 2-1.

Vi har alle mand klar til kamp, hvilket må give vores trænerteam panderynker. Selv Jacob Pryts er blevet klar til kamp. Det bliver spændende at se, om han har taget pladsen fra den ellers solide Mikkel Bruhn. Ligeledes er Jesper Christiansen, Andreas Heimer og tyske Hendrik Starostzik så småt blevet klar til kamp. Tiden må vise om de er klar til en helt kamp.

Vi håber og tror på det bedste i Vejle. Kom så Grøn!