SPONSORNEWS

Lokalt engagement betaler sig

 

Det lokale revisionsfirma Engelsted Petersen oplever en markant vækst og stor tilgang af nye kunder.

 

For at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel og fortsat leve op til et højt kvalitets- og serviceniveau har firmaet for nylig udvidet staben af medarbejdere, så der nu er 10 ansatte, hvoraf 2 er statsautoriserede revisorer.

 

Iflg. firmaets stifter og ejer – Lars Engelsted Petersen – er der flere årsager til fremgangen, og én af dem er lokalt engagement.

 

”Vi sætter en ære i at tage ansvar og være med til at styrke vores lokalsamfund”, siger han og fortsætter: ”Det gælder både i forhold til områdes generelle udvikling, skabelse af lokale arbejdspladser mv., og det er også baggrunden for, at vi støtter lokal sport og kultur. Og jeg er faktisk overbevist om, at det er en medvirkende årsag til vores fremgang, fordi mange af vores kunder gerne vil have en lokal samarbejdspartner, der også tager et lokalt ansvar”.

 

Lokal og global

Engelsted Petersens kundeskare spænder vidt, lige fra små kunder, der blot får tjekket deres selvangivelse, til mindre håndværks- og detailvirksomheder og helt op til store internationale koncerner med en årlig omsætning på op imod en milliard kroner.

 

”Medarbejderne er vores styrke og vores stolthed”, siger Lars Engelsted Petersen. ”Vi har et hold af fagligt dygtige medarbejdere, der kan begå sig på alle niveauer, og vi har heldigvis været privilegeret af en meget lille udskiftning siden vi etablerede os for mere end 20 år siden. Det betyder, at vores kunder har kunnet beholde den samme revisor over tid, og det ved vi, at de sætter pris stor på”.

 

Traditionel og anderledes…

Engelsted Petersen udfører alle traditionelle opgaver, så som regnskabsmæssig assistance og revision, men også kvalificeret rådgivning indenfor skat, omstrukturering og generationsskifte mv.

 

”Det faglige skal naturligvis være i top, men for os er de bløde værdier lige så vigtige. Vi ønsker at yde en ekstraordinær god service over for vores kunder i form af hurtig, fleksibel og personlig betjening, hvor vi ikke nødvendigvis starter taxameteret, hver gang en kunde ringer for at få et godt råd. Og med vægt på disse parametre er det vores ambition at gøre os fortjent til at være det naturlige, lokale valg”, slutter Lars Engelsted Petersen.

 

Og det ser ud til at være en god strategi for Engelsted Petersen, der som Super Partner sponsor er en meget vigtig samarbejdspartner for Næstved Boldklub.

 

Nr. 1 - Engelsted Petersen