Nyheder

16/09/2016

Skive IK – Næstved Boldklub

Skal vi kigge op eller ned?

De grønne har fået en godkendt sæsonstart med 11 point for 8 kampe. Vi har i en række kamp vist stor styrke og moral og har i nogle få kamp vist, at der er huller i denne styrke og moral. Et sådant hul viste sig i kampen mod Vendsyssel FF, hvor tingene bare ikke lykkedes.

Nu gælder det så Skive IK. Et hold, som vi inden sæsonstarten meget gerne ville holde under os i tabellen, men som i de tre første kampe viste skræmmende effektivitet. 7 point i de tre første kampe efter i sommerferien at have mistet træneren og en række profiler – naturligvis først og fremmest topscorer Uhre. Skive var vel ret beset det eneste hold, som ”eksperterne” kunne udse til større nedrykningsfavoritter end os. Det kom ikke til at gå som ”eksperterne” havde forudsagt – i hvert fald ikke i de tre første runder af denne turnering. Dernæst kom en massiv nedtur for Skive med 0-4 mod Nykøbing F, 1-4 mod Hobro og hele 0-5 mod Fremad Amager. Specielt det sidste nederlag gjorde ondt – dels pga. størrelsen, men også at holdets bundniveau var så lavt, som det var i den kamp. Det har været vendt nogle gange i Skive og omegn.

I den seneste runde fik Skive oprejsning med en 3-1 sejr i AB. Efter en lidt famlende/måske lidt heldig indledning på kampen, viste Skive i 2. halvleg, at de var det bedste hold og sejren var helt fortjent. Spørgsmålet er så – er Skive ude af krisen og på vej frem? Det finder vi ud af på søndag, når vi gæster Skive.

Vi er ubesejret på udebane i år og truppen suppleres med stor sandsynlighed med Nikolaj Hansen, som er klar igen efter sin skade. Nikolaj har været savnet. Han blev hentet til Næstved som et værn mod unødvendige mål, som kunne/burde have været undgået. I en så tæt liga, som 1. division er i år, så kan Nikolajs tilbagekomst være det input, som vi har manglet. Desværre må vi fortsat undvære den kynisme og målfarlighed, som Perch besidder. Han er fortsat skadet.

Skive er et hold uden de helt store profiler, og dog. Erfarne John Dyring på midtbanen er en spiller, som holder sammen på Skives hold og selvom Skive på ingen måder laver ishockey-formation foran eget mål, så vil de gerne spille på omstillinger og fange os på vej frem. Det skal vi være klar til at imødekomme.

Kampen mod Skive bliver en nøglekamp. Et nederlag og vi er tilbage i de nedre regioner i tabellen – en sejr og vi bliver en endnu større torn i øjet på de eksperter, der har dømt os til nedrykning i denne sæson. Vi vil gerne være en sådan torn i øjet!

Kampen mod Skive IK spilles i Skive på søndag d. 18. september kl. 13.45.