Nyheder

01/08/2017

Sæsonåbning nu på søndag

Så er det på søndag, at vi på hjemmebane skal op imod et, for os, helt ubeskrevet blad, nemlig Skovshoved IF, som vandt Danmarkseriens pulje 2 rimeligt suverænt i sidste sæson. Det er noteret i Michael Hemmingsens lille bog, at søndagens modstander vandt hele 10 ud af 14 udekampe i sidste sæson. Rimeligt imponerende. Det er et hold, som er vant til at vinde, som vi skal op imod på søndag. Et ungt hold, som er rykket op ikke bare i sommers, men også sidste sommer. Oprykning 2 år i træk. De må gøre noget rigtigt deroppe og der er i hvert fald to årsager til succesen. Og begge de to årsager kender vi så udmærket her i Næstved.

Træner Michael Jørgensen er den Michael Jørgensen. Michael spillede for nogle sæsoner siden på Næstveds midtbane. Ikke den helt store succes – det indrømmes – men som træner har han gjort lynkarriere og har stået bag de to oprykninger, som Skovshoved kan prale med.

Den næste årsag finder vi Skovshoveds angreb. Gode gamle Simon Bræmer (som altså “bare” er 33 år) var egentlig stoppet med divisionsbold og ville hygge sig med lidt seriebold i Skovshoved, men når man laver 17 mål i sidste sæson, så kan man “risikere” at rykke i 2.division. Så opgaven på søndag er et ungt hold, der er vant til at vinde med en rigtig måltyv på toppen og en succestræner på bænken, der ikke kender til fiasko.

Så – dem der forventer, at den klarer de grønne med højre hånd på ryggen – ja, de må nok revurdere. Det bliver en svær kamp, men der er ingen tvivl om målet – vi skal vinde!

De grønne har gennemgået et lille stilskifte henover sommeren. Mest markant er nok, at Araba og Nygaard ikke længere er, at finde i Næstved og ind er kommet nogle unge spillere med nogle andre kvaliteter. Lad os tage et kik på de to nyeste i Næstved trup:

Tarik Mourhrib har grebet chancen med begge hænder, da han kom til Næstved som håbefuld prøvespiller. To mål i to kampe, assists og nogle dribleture, der har taget pusten fra modstanderne. Han bliver spændende at følge. Fortsætter han sådan, så bliver det rigtig sjovt, at komme på Euro Outlets Stadion Næstved.

Senest er Souheib Dhaflaoui kommet fra FCN. Han er en lille, hurtig, teknisk stærk angriber, som arbejder stenhårdt i alle 90 minutter. Et kik på FCN’s hjemmeside afslører, at han vandt FCN’s superligatrups YoYo test i 2016 efter sommerpausen. Det kræver altså noget dedikation og vilje og en masse selvtræning.

Begge de to spillere har fået deres fordboldopdragelse i B 93. Et imponerende stykke ungdomsarbejde, der laves i den klub. Navne som Mathias ‘Zanka’ Jørgensen, Bashkim Kadrii, Jores Okore og Youssef Toutouh er alle fra B 93 og det er blot en meget lille del fra listen over store B 93’ere. Respekt herfra til B 93.

Det bliver således et anderledes spillende Næstved-mandskab, som publikum får at se på søndag. Hvor der offensivt tidligere blev satset på fysik, så er det nu speed og hurtige kombinationer, som vi vil vinde vores kampe på. Og det kan blive ganske fornøjeligt, at se på.

Vi skal dog alle huske på, at Næstveds offensiv ikke er spillet sammen, så der vil ske misforståelser og kiks, som ikke sker om en måned, men uanset dette, så bliver det en rigtig spændende kamp på søndag. Skovshoved har spillet offensivt fodbold i 2 år nu, så vi skal ikke forvente, at de parkerer bussen. Vi kan således forvente en rigtig interessant fodboldkamp på søndag.

Kampen spilles nu på søndag d. 6. august på Euro Outlets Stadion Næstved kl.13.00. Kom ud og hjælp De Grønne fra Næstved til en rigtig god start på denne sæson i 2. division gruppe 1.