Nyheder

27/07/2018

Så er det nu

På søndag går det endelig løs. Næstved er tilbage i 1. division, som korrekt hedder NordicBet Ligaen. Vi starter på hjemmebane mod FC Fredericia. En svær start mod et godt hold, som dog er svær at vurdere helt hvor stærke de egentlig er. Det er dog sikkert, at holdet bliver stærkere hen over sæsonen efterhånden som de mange nye spillere hos FC Fredericia finder sig til rette på holdet.

Den store nyhed hos holdet fra trekantsområdet er samarbejdet med FCM, som i praksis har betyder, at der er sendt en række spillere fra FCM’s udviklingstrup og reservetrup til Fredericia og holdet er derfor proppet med talent og gode fodboldsspillere.

Holdet har igennem hele opstarten meldt ud, at man var tilfreds med truppen og man imødeså den nye sæson med ro i sjælen, men …. sådan blev det ikke ved med at gå. Skader i forsvaret har tvunget FC Fredericia på shopping her meget tæt på sæsonenstarten, hvor Nicolaj Ritter og Mathias “Malte” Johannsen er hentet ind for at lukke hullerne efter de skadede spillere. Et stort velkommen tilbage til Næstved til “Malte”, som mange grønne fans vil huske, da han sad tungt på venstre back positionen hos Næstved.

Modsat kan Michael Hemmingsen glæde sig over en perfekt opstart. Ingen skader (bortset fra Rasmus Grosen, som ikke er klar endnu efter sin langvarige skade) og de seks nye spillere i truppen er alle faldet godt ind i spilsystemet og ikke mindst kulturen i klubben. Stort velkommen til de seks nye spillere, som kort præsenteres her:

Nr. 8 – Mark Kongsted – central midtbanespiller fra Fremad Amager.
Nr. 14 – Tobias Christensen – “10’er” fra Helsingør.
Nr. 16 – Ahmed Hassen – angriber/højre kant fra Kristianstad i Sverige.
Nr. 21 – Mads Nordam – central forsvarspiller fra Fremad Amager.
Nr. 23 – Boris Saric – højre back fra Fremad Amager.
Nr. 45 – Christoffer Boateng – angriber/højre kant/”10’er” fra Brønshøj.

Alle de nye har været i kamp i opstarten og har med det samme stemplet ind og gjort de grønne’s trup dejlig bred. Alle spillere i truppen har fået godt med spilletid og bedømt ud fra testkampene så vil Michael Hemmingsen ikke få en nemt opgave med at udvælge start-11’eren til på søndag. Rigtig mange byder sig til og vil ha’ en startplads. Selv pladserne på bænken er der kamp om. Spændende hvilke 11 spillere, der løber på banen på søndag kl. 13.45.

De tre testkampe blev afviklet, som vi plejer her i Næstved – nemlig med nogle gode resultater og det kan naturligvis godt lige give en smule tics hos den trofaste Næstvedfan, fordi vi har jo igennem mange, mange år været verdensmestre i testkampene og når så første turneringskamp gik i gang, så var historien en ganske anden. Men sådan går det ikke denne gang. Det er alle på holdet og omkring holdet helt på rene med.

Kom ud og oplev 11 grønne spillere med hvide knoer og sammenbidte tænder løbe ind til premiekampen i NordicBet Ligaen. Vi skal godt fra start og et point kan sagtens vise sig, at være et fint resultat mod en svær modstander.

Billetter købt online på www.billetto.dk koster 60 kr. for voksne og 30 kr. for pensionister. Billetter ved indgangen koster 80 kr. for voksne og 50 kr. for pensionister. Børn og unge under 18 år har gratis adgang.

Kampen spilles på søndag d. 29. juli kl. 13.45 på ProfaGroupPark, Rolighedsvej 18, 4700 Næstved. Rigtig god kamp.