Nyheder

30/10/2018

På jagt efter et pokalmirakel

Mange kender dette slogan “det umulige klarer vi med det samme, mirakler tager lidt længere tid” og det er nok et godt billede på, hvad trænerstaben og spillertruppen i Næstved Boldklub er i gang med lige i øjeblikket. Ikke sådan at forstå, at det der sker i øjeblikket i Næstved Boldklub er et mirakel, fordi når man arbejder så hårdt hver eneste dag for, at noget skal lykkes, så er det hverken et mirakel eller held, hvis det så lykkes. Så er det fortjent belønning for hårdt arbejde.
Og det er det, som vi ser i øjeblikket. En flot sejr i Herfølge i søndags har sendt de grønne helt op på en play-off plads i NordicBet Ligaen og det er primært et resultat af førnævnte hårdt arbejde, men også at truppen er  homogen og man som spiller på holdet løber den ekstra meter for sidemanden. Det er den gamle historie om, at “man løber lidt længere for en holdkammerat end en kollega”. Og så hjælper det selvfølgelig på det hele, at vi allerforrest har en færing løbende rundt, der er i sit livs form og bare hakker boldene i kassen. 11 mål i 15 kampe – det er klasse.
På onsdag skal vi ha’ en af de sjove kampe på Næstved Stadion. AGF – en magtfaktor i dansk fodbold. En klub, som i hjerte og følelser kan måle sig med os hernede på Sydsjælland. En klub, der er alt andet end en plastikklub. AGF er ligesom Næstved en “rigtig” fodboldklub, der ikke har fusioneret sig op i rækkerne, men har baseret sin succes på hårdt arbejde. En superligaklub, som har spillere som Jakob Ankersen, Pierre Kanstrup og mange andre profiler på holdkortet. En klub, som naturligvis er storfavorit til at gå videre i pokalturneringen, som i øvrigt hedder “Sydbank Pokalen” og er således sponseret af en af vores rigtig trofaste sponsorer.
AGF kommer dog til Næstved uden en sejr i de seneste 4 kampe. AGF er “nordisk mester” i at spille uafgjort, så det kan godt blive en lang aften på ProfaGroupPark på onsdag, men det tager vi med. Det er trods alt ikke så tit, at vi får så fint besøg her i Næstved.
De grønne stiller – sandsynligvis – op i pokalen, som de plejer med god brug af alle mand i truppen. Det vil sige, at de spillere, som ikke får så meget spilletid i NordicBet Ligaen, kan se frem til noget spilletid her i Sydbank Pokalen og det giver god mening, at kortene blandes og alle mand i truppen holdes til ilden. Som oftest er disse spillere godt tændte og sultne efter at vise Michael Hemmingsen, at de skal have mere spilletid, så indtil videre har det været en rigtig god beslutning.
Vi har ingen spillere i karantæne. Det gul/røde kort til Tobias Christensen i søndags mod HB Køge giver ikke karantæne i pokalen, men først på søndag i udekampen mod Fremad Amager. Vi kan således glæde os til, at se Tobias Christensen få rigtig meget spilletid på onsdag.
Kom ud på onsdag aften og se de grønne mod superligaholdet fra Århus. Vi tør godt love et brag af en kamp. Kom i god tid. Vi bliver mange på ProfaGroupPark.
Pokalkampen mod AGF spilles på onsdag d. 31. oktober kl. 18.15 på ProfaGroupPark, Rolighedsvej i Næstved. Rigtig god kamp.