Nyheder

28/06/2016

Opvisningskamp Næstved Boldklub – Brøndby IF

 

Så starter de grønnes forberedelser mod den kommende sæson i 1. division, som starter med et brag af en kamp på Euro Outlets Næstved Stadion søndag d. 24. juli kl. 13.45 mod vores nabo’er mod syd – Nykøbing FC.

Den kommende søndag gælder det Brøndby IF, som altid spiller seværdig offensiv fodbold og som helt sikkert bliver en mundfuld for de grønne. Vi har dog tidligere vist, at vi kan bide skeer med de store – var der ikke noget med en pokalkamp sidste efterår mod FCN, som fik en overraskende vinder? Den kamp er vi mange, der husker med et lille skævt smil. Brøndby har lovet, at komme med spillere fra 1.holdstruppen, så der er alt mulig grund til at bruge noget af søndag eftermiddag på byens fodboldstadion.

Den position hos Brøndby, som nok vil interesse os grønne allermest, er målmandsposten, da ”vores” Victor Anker netop er rykke op i Brøndby’s førsteholdstrup og vi håber naturligvis, at han får spilletid på søndag. Det vil i givet fald være hans debut i Brøndby-trøjen.

Hos de grønne glæder vi os til at se vores nye styrmand i aktion. Nikolaj Hansen er kommet til fra Roskilde FC, hvor han har været siden 2009. Det er således en erfaren og meget hårdarbejdede spiller, der giver sig 100 pct. igennem samtlige 90 minutter, som vi får at se. Stort velkommen til dig, Nikolaj.

Ud over Nikolaj er der mulighed for, at flere af de prøvespillere, som i øjeblikket er på prøve på Rolighedsvej, får spilletid i kampen mod Brøndby. Det drejer sig om amerikanske Chris Thorsheim, 21 år og med prædikatet ”midtbanemotor”. En spiller med masser af energi. Derudover har vi fået en af vores egne hjem igen – nemlig Jacob Pind, der som 16 årig skiftede fra Næstved til HB Køge og som nu prøver, at spille sig til en kontrakt hos os. Jacob er en spændende central midtbanespiller med 3 U-17 landskampe på CV’et. Sluttelig har vi fået besøg af en rigtig ”bomber” – en angriber ved navn Nermin Fejzic, som senest har huseret i OB. 21 år og tidligere U-18 landsholdsspiller fra Bosnien-Herzegovina.

Al overskud fra kampen mod Brøndby går til NIF’s projekt ”kunst-græs”. Vi mangler i den grad kunstgræsbaner her i Næstved og håber, at så mange som muligt vil lægge vejen forbi Euro Outlets Næstved Stadion på søndag for at se de grønne i aktion mod en klassemodstander.

Næstved Boldklub ønsker alle en god kamp.

Up date på skadessituationen i truppen:

Tobias Perch – er tæt på at være klar igen.

Henrik Bødker – i gang med genoptræning. Forventes at være kampklar om en måneds tid.

Henrik Kildentoft – fiberskadet.

Resten af truppen er kampklar.

 

Kampen spilles på Euro Outlets Stadion Næstved, Rolighedsvej – søndag d. 3. juli kl. 14.00