Nyheder

15/04/2017

NYT MEDLEM I NB´S HALL OF FAME

MOGENS HANSEN

Indehaver af klubrekorden for flest scorede mål. Han spillede 400 kampe for Næstved fra 1975 og frem til 1989, og er noteret for hele 157 mål.
Mogens Hansen var med til at vinde fem af Næstveds seks DM-medaljer. Sølv i 1980 og 1988, og bronze i 1975, 1981 og 1986. Han var desuden med i seks af Næstveds otte Europa Cup-kampe, og er med to mål mod PSV Eindhoven i 1981, den mest scorende Næstved-spiller i Europa.

Som mange andre af datidens Næstved-spillere, er det den berømte ”DM-finale” mod KB i 1980, der bliver gravet frem fra hukommelsen, når tankerne tager turen ned af mindernes allé.

– Det var fuldstændig tåbeligt, at vi ikke vandt guld dengang. Nærmest et mareridt. Og de fantastiske rammer (stadionrekord med over 20.000 tilskuere på Næstved Stadion, red.) og hele optakten blev altså ødelagt af resultatet, fortalte Mogens Hansen til byHALLGREN.dk i 2010.

Mogens Hansen blev kåret til Årets Næstved-spiller i 1984 og 1985, og blev tillige kåret som den bedste hjemlige spiller i B.T. og Ekstra Bladet i 1985.

Priserne medførte en stor interesse for Næstved-profilen, men han afviste alle tilbud og fortsatte i den grønne trøje. Og det var noget der blev bemærket rundt omkring i fodbold-Danmark. I årbogen ”Fodbold 1985” kunne man læse følgende:

”At klubånden betyder meget for Mogens Hansen, beviste han, da Næstved-spillerne inden sæsonen blev pålagt en lønnedsættelse på 25 procent. Straks øjnede de øvrige danske topklubber en chance for at sikre sig en klassespiller og tilbuddene haglede ned over Næstved-spilleren, der kunne vælge og vrage. Han vragede dog det hele. For ham betød pengene mindre end klubfølelserne – og så selv om det kostede dyrt. Og i det lange løb viste den beslutning sig også økonomisk rentabel, for da Næstved fik sportslig succes i foråret, kom der pludselig også mange tilskuere til hjemmekampene, at klubbens bestyrelse fik råd til at lønne sine spillere efter fortjeneste.”

Mogens Hansen har, udover Næstved, spillet for Herlufsholm, B1901 og tyske Bayreuth. Han har desuden optrådt i landsholdets rød og hvide dragt 18 gange, fordelt på 5 A-landskampe, 7 kampe på U21 landsholdet og 6 kampe på ligalandsholdet.

ET STORT TILLYKKE MED OPTAGELSEN I HALL OF FAME TIL EN VASKEÆGTE KLUBLEGENDE 

MogensHansen MogensHansen2 MogensHansen3 MogensHansen4 MogensHansen5