Nyheder

11/10/2017

Ny sejr på søndag ønskes

De grønne fans, der trodsede noget af en regnbyge i søndags, fik en rigtig god oplevelse på Bauhaus Arena. De grønne gik frisk til sagen, trods to karantæner og sygdom i truppen, og spillede en flot, koncentreret kamp mod Frem. Skal nej-hatten findes frem, så var eneste lille plet de brændte chancer og at sejren ikke blev større end de 1-0. De grønne havde bestemt chancer til både 2-0 og 3-0, men retfærdigvis skal det med, at Frem havde en stor chance i 1. halvleg, som med lidt held havde gået ind i stedet for at prelle af på overliggeren.

Så alt i alt – en fortjent sejr til de grønne, som var tilbage i en koncenteret udgave, hvor alle mand udstrålede vilje og engagement – og selvom vi var ramt af karantæner og afbud, så kunne det ikke ses på kampen. Alle grønne spillede en stor kamp. Også unge Gaardhøje i sin næsten-debut. I hvert fald fik han med-fra-start-debut og spillede en flot kamp. Tillykke Sebastian.

Selvom de fleste rundt om Bauhaus Arena holdt med de grønne, så må vi nok indrømme, at lydkulissen stod de mange Frem-fans for. Imponerende fankultur de har derinde i Valby.

På søndag står vi på hjemmebane overfor B 93, som vi i den modsatte kamp i Østerbro vandt 5-1 over. Vi har Munksgaard og Baes med igen efter karantæne og vi har ingen skader (udover Grosen) eller andre spillere i karantæne. Det har B 93 derimod. Hele to styks Martin Heisterberg efter for mange advarsler og Morten Vincent Fraysse efter rødt kort mod Brønshøj i sidste runde. Derudover er B 93’s udebanestatistik ikke værd at skrive hjem om. B 93 har således ikke vundet på udebane i denne turnering endnu. Tilgengæld kommer B 93 til Næstved med god selvtillid efter en 1-0 sejr i sidste weekend. En sejr, som kom i hus efter i 50 minutter, at have spillet med en mand i undertal.

Alt i alt – vi skal vinde på søndag. Pt. er det Frem og B 93, som ligger til, at nuppe den 4. plads, som giver den sidste plads i oprykningsspillet. Vi fik fuldt hus (6 point mod Frem). Nu skal vi have det samme mod B 93. Lykkes det, kan vi se frem imod en kamp mod Skovshoved med optanket selvtillid – en kamp, som alle i den grønne trup glæder sig rigtig meget til. Den ubehagelige plet fra premiererunden skal vaskes af.

Men inden da – skal vi have ordnet B 93.

Kom ud på Bauhaus Arena (lige overfor Euro Outlets Stadion Næstved) på søndag d. 15. oktober kl. 13.00 og hjælp de grønne til 3 nye point. Vi tør godt love en god, underholdende kamp, fordi det plejer vores kampe mod B 93 altid at være. B 93 varemærke har altid været flot teknisk fodbold. Elsker du fodbold, så er det på søndag, at du skal en tur til Bauhaus Arena.