Nyheder

06/07/2015

Næstved henter AB-profil

Næstved Boldklub styrker mandag den centrale midtbane yderligere ved at hente den 21-årige Andreas Baes hos divisionsnedrykkerne fra AB på en toårig aftale.

Klubbens sportslige ledelse har dermed handlet hurtigt, efter at de to centrale midtbanespillere, Joakim Normann og Kristian Karsum, har meddelt, at de stopper i Næstved Boldklub.

Andreas Baes opererer på den centrale midtbane, og den unge københavner er derudover et produkt af FC Københavns talentskole. Udover sit seneste ophold i AB har Andreas Baes også spillet for HB Køge.

 

Andreas Baes er en spiller, som klubben har fulgt intensivt de senere år, og med 14 U-landskampe og knap 90 1. divisionskampe er han en rutineret spiller i 1. division – det til trods for sine blot 21 år. Til sit nyindkøb på midtbanen siger Næstveds bestyrelsesformand, Jesper Frisenholm:

 

– Han er en spiller med en stor motor og arbejdsradius – en rigtig felt-til-felt-spiller, der passer perfekt ind i den måde, Næstved spiller fodbold på.

 

– Han er teknisk stærk og har et godt blik for sine medspillere. Han har de seneste sæsoner været en af ABs allerbedste spillere og med sine blot 21 år, forventer vi at han bliver endnu bedre de kommende år, siger Jesper Frisenholm.