Nyheder

21/06/2014

Næstved BK siger farvel til 3

Mike Mortensen, Tobias Thomsen og Kim Drejs forlader Næstved

 

Næstved Boldklub må sige farvel til tre af holdets profiler. Den stærke stopper Mike Mortensen, den talentfulde angriber Tobias Thomsen og den erfarne målmand Kim Drejs søger alle nye græsgange den kommende sæson.
Mike Mortensen, der kom til klubben ved sæsonstarten har valgt et økonomisk attraktivt tilbud fra en klub i Hovedstadsområdet. Næstved Boldklub vil gerne sige Mike Mortensen tak for den tid han har været i klubben. Den 25-årige forsvarsspiller, der også har repræsenteret Roskilde FC, Nordvest FC samt HB Køge, nåede 29 kampe for De Grønne og er noteret for en enkelt scoring.
Tobias Thomsen har også meddelt, at han siger farvel efter blot en enkelt og sportsligt set flot sæson. Den 21-årige angriber nettede ni gange i sæsonen. Tobias Thomsen har gjort det flot og Næstved Boldklub siger tak for denne gang og håber at Tobias Thomsen vil få held med den den fortsatte fodboldkarriere.
Også målmand Kim Drejs har valgt nye sportslige udfordringer. Kim Drejs har været førstevalg mellem stængerne siden han kom til klubben ved indgangen til indeværende sæson. Den erfarne målmand med en fortid i bl.a. Sønderjydske er noteret for 13 kampe for Næstved Boldklub og har valgt at fortsætte karrieren i Fremad Amager. Næstved Boldklub siger tak for en stor indsats og ønsker Kim Drejs held og lykke med den fortsatte fodboldkarriere

Brenøe i U-truppen

Endelig har Tobias Brenøe meddelt, at han satser på en civil karriere som shipping-elev og på grund af uddannelsen ikke kan honorere kravene til mange timers ugentlig træning. Næstved Boldklub siger tillykke til Brenøe med en flot civil karriere. Den unge angriber fortsætter i Næstved Boldklub på nedsat tid og i U-truppen.