Nyheder

26/04/2019

Kampen om playoff

Jagten på de eftertragtede 3 øverste pladser i NordicBet Liga blev endnu mere intens og endnu mere nervepirrende efter onsdagens nullert mod Fremad Amager. En kamp, hvor de grønne igen fik vist, at defensiven er rigtig stærk, men også at offensiven var udfordret af de to hårde udekampe mod Viborg og Silkeborg. Man forstår nu bedre Michael Hemmingsens ærgrelse over denne udsatte kamp. I stedet for en søndagskamp, hvor der inden kampen var en uges kamppause, var der nu kun 3 dages kamppause og klubbens kreative, offensive kræfter var bare slidt af det hårde program. Vi skal huske, at vi ikke har et fuldtidssetup og det vil sætte sit præg på spillet hen over en hel sæson. Heldigvis er truppen blevet udvidet i de seneste måneder og det er muligt, at trække knap så store veksler på udvalgte nøglespillere som i efteråret, så det vil være en kampklar trup, som stiller op mod FC Fredercia på søndag.

 

Vi tager forsat en kamp ad gangen og vi går ind til hver eneste kamp med en klippefast tro på, at den kamp – den napper vi med 3 point. Nogen gange går det ikke som man håber, men så forsøger vi bare så meget hårdere i næste kamp. Vi er fortsat ubesejret her i forårets NordicBet Liga og vi skal op imod et af de andre hold, som gerne vil op og have en af de tre øverste pladser i denne række. Det ville i øvrigt Fremad Amager også – det kunne man dog ikke rigtig se i onsdagens kamp, hvor det meget var lagt an på, at de grønne skulle skabe kampen. FC Fredericia er et stærkt offensivt hold, så der venter en hel anden type kamp, hvor vi kan forvente, at begge hold vil gå efter sejren, da specielt FC Fredericia ikke rigtig kan bruge en uafgjort kamp til noget, hvis ambitionen om, at overhale os i tabellen, skal være realistisk.

 

Med nye ejere har truppen fået et mere internationalt snit med tilgang af serbiske Vico, som allerede efter blot 2 kampe i den grønne trøje har sat sig tungt på højre back positionen. Det kræver stor mental styrke og et stort fodboldtalent, at komme til et nyt land og en fremmed fodboldkultur og i den grad falde ind på holdet. Ingen misforståelser med medspillerne er nok det, som er allermest imponerende. Ham bliver vi glade for! Derudover er brasilianske Rafaelson kommet til. En ung, fysisk stærk 9’er, som blev kastet ind start-11’eren mod Fremad Amager. Michael Hemmingsen ville se hvor langt han var og svaret var, at nok var han ikke klar endnu, men hans fysisk kan blive en grim overraskelse for forsvarerne hos de hold i rækken, som vi skal møde i de kommende uger og måneder. Man slår sig på vores nye brasser.

 

Søndagens modstander, FC Fredericia, har været nede i et lille formdyk her i foråret med nederlag mod Fremad Amager og Lyngby og uafgjort mod FC Helsingør inden det så i sidste weekend lykkedes, at få alle tre point mod HB Køge, som måtte slutte kampen med blot 10 mand grundet et rødt kort til Martin Jensen. Det ene mål mod HB Køge er faktisk det eneste mål, som Jonas Dal’s mandskab har scoret her i foråret. Det er meget atypisk, da offensiven var sprudlende i efteråret, så FC Fredericia kommer i gang på et eller andet tidspunkt og lige netop sejren mod HB Køge kan være den succesoplevelsen, som sparker det østjyske hold i gang. Der venter således de grønne en særdeles vanskelig kamp på søndag.

 

Derfor – mød op på søndag og hjælp de grønne til fortsat succes her i NordicBet Liga. Ingen af holdene har spillere i karantæne, så der er lagt op til en spændende, intens og forhåbentlig målrig kamp på ProfaGroupPark.

 

Kampen spilles søndag d. 28. april kl. 13.45 på ProfaGroupPark, Rolighedsvej, 4700 Næstved. Vel mødt!