Nyheder

20/10/2018

Hjemme på fortet igen

Lad os starte med noget fakta:
Næstved Boldklub har ikke tabt på hjemmebane i denne sæson.
Næstved Boldklub har scoret i samtlige kampe i denne sæson.
Lyngby Boldklub har 15 point – Næstved Boldklub har 19 point.
Lyngby Boldklub er favorit hos samtlige bookmakere til søndagens kamp, der finder sted på ProfaGroupPark.
… og hvorfor så det?
Det har nok meget, at gøre med den sejr, som Lyngby fik tilkæmpet sig i sidste runde, hvor de vandt – i overtiden – i Silkeborg. Der skal noget til, at vinde i Silkeborg, så Lyngby har bestemt noget, at have deres optimisme i. Derudover mangler de en kamp mod Fremad Amager, hvor de er meget mere favorit end i kampen mod os. Lyngby har således ikke været i kamp siden 7. oktober. Det kan vise sig, at være en fordel pga. friske ben, men man kan også sande lidt til i en så lang kamppause. Vi må se hvad det er for et Lyngby hold, som vi skal op imod på søndag.
Modsat må vi konstatere, at vi har ikke vundet i de seneste 3 kampe, men vi har altså heller ikke tabt i de sidste 2 kampe og specielt det ene point i Roskilde i tirsdags føles næsten som en sejr. Vi var godt nede i sækken, men lave et frispark i højre side tæt på feltet mod Næstved – det skal man passe med, når Andreas Moos er med. Dejligt hårdt spark, som den normale 2. keeper i Roskilde-målet, Jannich Storch ikke kunne holde – og så var der gang i udebaneafsnittet på Roskilde Idrætspark.
Vi må undvære vores plæneklipper-lookalike, Daniel Norouzi på søndag på grund af for mange gule kort. Heldigvis har Michael Hemmingsen en del alternativer til pladserne på den defensive midtbane, så vi skal nok få en slagkraftig start-11’er at se på søndag. Vi skal holde fast i, at vi har ikke – og vil fortsat ikke – tabe på hjemmebane. Vores hjemmebane, ProfaGroupPark, er et uindtageligt fort og sådan skal det blive ved med at være.
Stort velkommen til Lyngbys træner, Mark Strudal, som ikke behøver nogen præsentation herned på Sydsjælland. Ham kender vi godt, og han kender os. Bortset fra et par timer på søndag, så er kærligheden der helt intakt.
Det er vigtigt, at også DU kommer på søndag til kampen mod Lyngby. Det bliver en svær kamp, men det bliver også en intens og med stor sandsynlig en lige og spændende kamp, hvor presset fra tilskuerpladserne kan tippe kampen til de grønnes favør. Så kom ud og se bold på søndag.
Kampen spilles på ProfaGroupPark, Rolighedsvej, 4700 Næstved kl. 13.45 på søndag d. 21. oktober. Rigtig god kamp !